Bøder op til 12.000 kroner for at ignorere coronapas

Det vil være strafbart, hvis genåbnede serviceerhverv ikke tjekker coronapas, oplyser Justitsministeriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan blive dyrt for frisører og andre liberale erhverv, hvis de ignorerer coronapas efter genåbning. Det oplyser Justitsministeriet til Politiken.

- Det er hensigten, at der vil blive fastsat regler om, at undladelse af at efterkomme reglerne om coronapasset vil kunne straffes med bøde, skriver ministeriet til avisen.

Hvis de erhvervsdrivende bliver taget i ikke at efterleve reglerne, vil det første gang koste 3000 kroner for små erhvervsdrivende.

For mellemstore virksomheder er prisen i førstegangstilfælde 6000, mens bøden for store virksomheder er 12.000 kroner.

Det er tidligere blevet oplyst, at erhvervene risikerer bøder, hvis de bryder reglerne, men bødetaksterne er først nu blevet meldt ud.

Læs også
Tusindvis har anmeldt coronasmitte som en arbejdsskade
Læs også
Tusindvis har anmeldt coronasmitte som en arbejdsskade

Små erhvervsdrivende betegnes som virksomheder med op til ni ansatte, og i anden- og tredjegangstilfælde lyder bøden på 6000 og 9000 kroner.

Mellemstore erhvervsdrivende betegnes som virksomheder med 10-49 ansatte. De skal betale 12.000-18.000 kroner i gentagelsestilfælde.

De store virksomheder, der altså har 50 eller flere ansatte, kan få 30.000-45.000 kroner i bøde i gentagelsestilfælde, skriver Politiken.

Kunder kan også få en bøde

Det er ikke kun firmaer, der risikerer bøder for at bryde reglerne om coronapas. Hvis en kunde bliver bortvist af en virksomhed, men personen nægter at forlade stedet, kan det også straffes med en bøde.

Virksomheden kan i så fald ringe til politiet, og hvis personen har overtrådt reglen, lyder bøden på 2500 kroner. Det er på niveau med, hvis man bryder forsamlingsforbud eller ikke overholder regler om mundbind.

Hjemmel til bøder for manglende coronapas

Læs her, hvor regeringen har fundet lovhjemmel til at kræve kontrol af coronapas af virksomheder:

Paragraf 32:
"Vedkommende minister kan efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter."

I bemærkningerne til paragraffen står blandt andet:

- Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for adgangen til og brugen af, herunder ophold op færden på, institutionerne, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

- Bestemmelsen betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om forbud mod eller restriktioner for adgangen til institutioner og faciliteter, kan fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning.

Paragraf 36:

"Erhvervsministeren eller vedkommende minister kan efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang".

I bemærkningerne til paragraffen står blandt andet:

- Det vil ikke udtømmende kunne beskrives, hvilke lokaler og lokaliteter, der vil kunne være omfattet. Det vil dog gælde enhver fysisk butik og forretningslokale, og lokaler og lokaliteter hvorfra der leveres tjenesteydelser, service, underholdning med videre.

- Der vil efter bestemmelsen alene kunne fastsættes regler for lokaler og lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang. Det betyder, at der ikke vil kunne fastsættes regler for virksomheders lokaler og lokaliteter, hvortil for eksempel kunder, medlemmer og besøgende ikke har adgang.

Kilder: Justitsministeriet, ft.dk

Coronapasset er et vigtigt element i den langsigtede genåbningsplan for samfundet. Man skal kunne fremvise dokumentation på, at man enten er vaccineret eller er blevet testet negativ maksimalt 72 timer forinden.

Den 21. april åbnes – med coronapas – udendørsservering på restauranter og caféer med videre, museer, kunsthaller samt biblioteker.

I maj bliver der blandt andet åbnet op for teatre og biografer og indendørs servering på restauranter. Også her bliver det et krav, at man kan fremvise passet for at få adgang.


Nyhedsoverblik