Tusindvis har anmeldt coronasmitte som en arbejdsskade

Stort set alle, der har fået behandlet sin anmeldelse om coronarelateret arbejdsskade, har fået den anerkendt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Muskelsmerter, koncentrationsbesvær og åndenød. Det er nogle af de senfølger, som covid-19-patienter kan døje med efter at være blevet smittet med sygdommen.

For nogle fortsætter skaderne længe efter sygdomsforløbet, og siden marts sidste år har 5.544 personer indberettet en coronarelateret arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Det skriver Jyllands-Posten.

Omkring to tredjedele af dem arbejder i social- og sundhedssektoren.

Læs også
Antallet af covid-19 arbejdsskader stiger markant
Læs også
Antallet af covid-19 arbejdsskader stiger markant

I fagforbundet FOA tager Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren, de mange anmeldte arbejdsskader som udtryk for, at mange social- og sundhedsmedarbejdere har været i frontlinjen i kampen mod coronavirus.

- Tallene viser, at vi ikke har været gode nok til at passe på medarbejderne - især ikke i starten af epidemien.

- Vi er blevet bedre og bedre til at bruge de værnemidler, der er. Men vi kan også se, at den travlhed, der har været, blandt andet på hospitaler, har gjort, at for mange simpelthen bliver smittet, siger han til Ritzau.

805 personer, der har fået behandlet deres anmeldelse, har indtil videre fået anerkendt deres covid-19-sygdom som en erhvervsskade. Færre end fem har fået afslag, skriver Jyllands-Posten.

25 slagterimedarbejdere har fået anerkendt arbejdsskade 

Blandt de 805 personer, der har fået behandlet deres anmeldelse, er 25 slagterimedarbejdere fra Danish Crown i Ringsted.  

I august sidste år blev Danish Crown ramt af et stort smitteudbrud af covid-19. 177 personer med direkte eller indirekte forbindelse til slagteriet blev ramt, og siden har der været mindre omfattende smitteudbrud på slagteriet. 

Nogle af de 25 ansatte, der har fået afgjort deres sag, er tilbage på arbejde igen, mens andre fortsat er sygemeldte på grund af gener efter covid-19. 

Læs også
25 ansatte på slagteri har fået covid-19 anerkendt som arbejdsskade
Læs også
25 ansatte på slagteri har fået covid-19 anerkendt som arbejdsskade

Det er fagforbundet NNF, der har hjulpet medlemmerne i processen, og flere slagterimedarbejdere kan være på vej til at få samme afgørelse.

- Vi har 103 sager i alt, og nu er de 25 så afgjort. Det, at man har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade, betyder, at man kan søge om en erstatning, hvis det viser sig, at der kommer senfølger på sigt, siger Ghita Christiansen, der er arbejdsskadekonsulent hos NNF.

Godtgørelse udbetales kun ved varige mén

Ifølge Eliane Hove, sektionschef i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er både antallet af anmeldte sager på en enkelt diagnose og anerkendelsesprocenten meget høj i forhold til normalt.

At man har fået anerkendt corona som en erhvervsskade er dog ikke ensbetydende med, at man kan få udbetalt godtgørelse, siger hun.

- På nuværende tidspunkt er der begrænset medicinsk viden om følgerne efter smitte, og som udgangspunkt ser vi derfor på sagen igen et år efter vores første afgørelse.

- Der skal være varigt mén, før der kan udbetales godtgørelse, siger Eliane Hove til Jyllands-Posten.


Nyhedsoverblik