25 personer fik det dårligt efter vaccination - Region Sjælland fjerner 2000 doser fra vaccinationsprogram

Mens fire fik allergisk reaktion, blev 21 utilpas efter at være blevet vaccineret mod coronavirus på flere centre i Region Sjælland. Umiddelbart skyldes utilpasheden dog ikke vaccinen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Vaccinerne tages i brug igen
Clock07. jun 2021, kl. 16:10
Lægemiddelstyrelsen oplyser mandag, at den ikke har fundet en sammenhæng mellem personernes utilpashed og selve vaccinen. Derfor tager Region Sjælland nu doserne ind i vaccinationsprogrammet igen.

25 personer i Region Sjælland fik det fredag dårligt, umiddelbart efter de var blevet vaccineret mod coronavirus.

Det oplyser Trine Holgersen, vaccinationsansvarlig og direktør for Det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland til TV2 ØST. Hun oplyser samtidig, at Lægemiddelstyrelsens umiddelbare vurdering er, at utilpasheden ikke skyldes selve vaccinerne.

Normalt oplever regionen, at tre til fem borgere bliver utilpasse dagligt. I alt 9101 personer i aldersgrupperne 16-19 år og 45-49 år blev vaccineret fredag i regionen.

quote Vi ved ikke, om det er fordi, de var nervøse og bange, havde fået for lidt at drikke, eller om det skyldes vaccinen

Trine Holgersen, vaccinationsansvarlig, Region Sjælland

Trine Holgersen oplyser, at de 25 personer er fra begge aldersgrupper og blev vaccineret på centre i Roskilde, Nykøbing Falster, Sorø, Faxe og Slagelse.

Fire af dem fik en allergisk reaktion, hvor tre måtte køres på et sygehus til observation. De 21 andre blev utilpasse og blev holdt under opsyn, indtil de havde fået det bedre og fik mad og saftevand på vaccinationscentret, mens lægerne holdt dem under opsyn et kvarter efter, hvilket er standard for alle, der bliver vaccineret.

Alle blev vaccineret med vaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Vaccinationsansvarlig i Region Sjælland, Trine Holgersen, understreger at alle 25 borgere har det godt, og at vurderingen foreløbig er, at vaccinen ikke er skyld i utilpasheden.
Vaccinationsansvarlig i Region Sjælland, Trine Holgersen, understreger at alle 25 borgere har det godt, og at vurderingen foreløbig er, at vaccinen ikke er skyld i utilpasheden. Foto: Arkivfoto

Alle har det godt igen

Trine Holgersen gør opmærksom på, at alle 25 personer i dag ifølge regionens oplysninger har det godt.

Det er uvist, hvorfor de 21 personer blev utilpasse efter at være blevet vaccineret.

- Vi ved ikke, om det er fordi, de var nervøse og bange, havde fået for lidt at drikke, eller om det skyldes vaccinen, siger hun.

quote Umiddelbart er vurderingen fra styrelsen, at det er tilfældigt, men vi vil aldrig løbe en risiko

Trine Holgersen, vaccinationsansvarlig, Region Sjælland

Region Sjælland har rapporteret hændelserne til Lægemiddelstyrelsen og har efter dialog med sundhedsmyndighederne foreløbig valgt at tage 2000 doser af en leverance fra Pfizer/BioNTech, som regionen og de øvrige regioner modtog 26. maj, ud af vaccinationsprogrammet.

- Umiddelbart er vurderingen fra styrelsen, at det er tilfældigt (at de 21 personer blev utilpasse, red.), men vi vil aldrig løbe en risiko, så vi sætter restleverancen i køleskabet og afventer en drøftelse med Lægemiddelstyrelsen på mandag, siger Trine Holgersen.

Vil opfordre til at spise og drikke før vaccinering

Region Hovedstaden oplevede fredag en lignende utilpashed blandt 30 borgere i alderen 16-24 år, der skulle vaccineres. Til forskel fra hos Region Sjælland blev de utilpasse før vaccineringen.

Også her er det uvist, hvorfor borgerne blev utilpasse, men Region Hovedstaden opfordrer på Twitter borgere til at huske at spise og drikke inden vaccinationen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trine Holgersen fra Region Sjælland siger, at regionen den kommende tid også vil huske borgeren på at spise og drikke inden en vaccinering.

- Det vil vi. Også fordi, vi går ind i en varm periode, hvor temperaturerne begynder at stige. Og det er i sagens natur vigtigt, at man får drukket væske og spist, før man skal vaccineres, da det er en behandling, forklarer hun.

Læs også
Coronavaccinerne beskytter også kræftpatienter
Læs også
Coronavaccinerne beskytter også kræftpatienter

Hun slår fast, at det ikke får konsekvenser for vaccinationsprogrammet, at de 2000 doser nu bliver taget ud.

Man kan også vende det om og sige, om ikke I er for overforsigtige, når I tager doserne ud, når I og Lægemiddelstyrelsen umiddelbart vurderer, at utilpasheden ikke skyldes vaccinerne.

- Borgerne skal være helt trygge og have fuldstændig tillid til vaccinationsprogrammet, og er vi i tvivl og har et behov for at drøfte noget med myndighederne, så vil vi hellere afvente og så få det fuldstændig afklaret. Det har vi gjort hele vejen igennem, siger Trine Holgersen.


Nyhedsoverblik