Katastrofeopbremsning i kommunerne - men den politiske proces går ikke i stå

Flere politiske møder bliver aflyst, men den politiske beslutningsproces går ikke stå, forsikrer flere borgmestre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rådhusene lukker. Medarbejderne er sendt hjem. Politiske møder bliver aflyst. Men hverdagen fortsætter trods alt også i vores kommuner.

Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), har allerede aflyst kommunalbestyrelsesmødet den 29.april, men han understreger, at kommunen langt fra er gået i stå.

- Medarbejderne er stadig på arbejde. Mange møder bare på job hjemme hos dem selv. Meget kan heldigvis klares digitalt. Det kommunale arbejde fortsætter, understreger borgmesteren og fortsætter:

- Jeg har valgt at udskyde kommunalbestyrelsens møde senere på måneden, men vi holder til gengæld økonomiudvalgsmøde i næste uge. Der er sager, vi skal have klaret. Men dagsordenen bliver kortet ned, og vi mødes i et lokale, hvor vi kan sidde i en vis afstand til hinanden, fortæller Martin Damm (V).

quote Det kommunale arbejde fortsætter

Martin Damm (V), Kalundborgs borgmester

Martin Damm fastslår, at den politiske beslutningsproces ikke går i stå.

- Hvis der er sager, der har stor betydning for borgere eller virksomheder, træffer jeg en beslutning sammen med viceborgmesteren. Og hvis vi vurderer, at der er politik i en sag, tager vi en drøftelse med gruppeformændene. Så må vi efterfølgende få formalia på plads i kommunalbestyrelsen, lyder det fra Kalundborgs borgmester.

Flere afventer retningslinjer

TV2 ØST har fredag været i kontakt med en række af områdets borgmestre for at høre, hvordan det politiske arbejde kommer til at foregå i de kommende uger.

Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S) har ligesom sin kollega i Kalundborg valgt at aflyse kommunens byrådsmøde sidst i marts.

Der er også flere kommuner, der forventer at gennemføre byråds- eller kommunalbestyrelsesmøder senere på måneden. Men borgmestrene understreger, at situationen kan udvikle sig. Der kan komme flere aflysninger.

René Christensen
Læs også
Udeblev fra byrådsmøde - Venstre beskylder DF for at slå plat på coronasmitte
René Christensen
Læs også
Udeblev fra byrådsmøde - Venstre beskylder DF for at slå plat på coronasmitte

Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (S), regner med, at kommunen gennemfører byrådsmøde på tirsdag. Det bliver uden publikum, der henvises til at se mødet på nettet.

Også i Vordingborg håber borgmester Mikael Smed (S) på at kunne gennemføre kommunalbestyrelsesmøde uden tilhørere, men han afventer ligesom både borgmester Anette Mortensen (V) fra Stevns og Christina Krzyrosiak (S) fra Holbæk retningslinjer fra Kommunernes Landsforening, før de træffer den endelige beslutning.

- Krisen får det bedste frem i danskerne

Slagelses borgmester, John Dyrby (S), oplyser, at han regner med at gennemføre økonomiudvalgsmøde på mandag, hvis de øvrige partier bakker op. Der er byrådsmøde den 23. marts, og det er endnu ikke aflyst, oplyser han. En mulighed er at gennemføre det med færre politikere, vurderer han lige nu.

quote Den krise, vi befinder os i, får det det bedste frem i danskerne

Gert Jørgensen (K), borgmester, Sorø Kommune

Guldborgsund afviklede ligesom Faxe Kommune byrådsmøde torsdag, og her regner borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) i øvrigt ligesom med en række af sine kolleger, at de politiske udvalgsmøder i en vis udstrækning kan klares vis telefon og skype.

I Sorø satser borgmester Gert Jørgensen (K) fortsat på at afholde byrådsmøde den 25. marts. Men hvis det sker, bliver det ikke i den gamle og hyggelige byrådssal på Torvet i Sorø, hvor folk sidder ret tæt.

- Vi følger selvfølgelig situationen og de råd, der kommer fra myndighederne. Men vi skal nok finde løsninger. Det er faktisk kendetegnende ved den situation, vi er i, at mine politiske kolleger og medarbejdere er utroligt gode til at finde løsninger. Den krise, vi befinder os i, får det det bedste frem i danskerne, lyder det fra Gert Jørgensen.

Ringsted Kommune oplyser, at alle udvalgsmøder er udsat resten af måneden. 


Nyhedsoverblik