- Det har været svært. Det er jo noget, man har prøvet at glemme. Det er ikke noget, man har lyst til at genleve hver dag. Det er noget, man prøver at komme videre fra og få et normalt liv igen.
Sådan siger Martin Larsen, der er et af de tidligere plejebørn i den såkaldte Mern-sag. Gennem fire retsdage er de to tidligere plejebørn Jacob Svendsens og Martin Larsens barndom med vold, svigt og psykisk vold blevet oprullet.
De har nemlig stævnet Vordingborg Kommune for ikke at gribe ind overfor de årelange misbrug, som de var udsat for hos deres plejeforældre i Mern på Sydsjælland. Plejeforældrene blev i 2012 idømt to og 2,5 års fængsel for vanrøgt af i alt ni plejebørn gennem to årtier.
Om to måneder bliver der sat et endegyldigt punktum i sagen, når der falder dom den 16. maj.
At man skal genopleve, hvad man har været igennem, har ikke været særlig sjovt
Burde kommunen have vidst det?
Ved dagens retsmøde skulle begge parter procedere i sagen. De to tidligere plejebørns advokat, Mads Pramming, argumenterede for, at Vordingborg Kommune vidste – eller burde have vidst – hvad der foregik hos plejefamilien. Dermed er det et brud på menneskerettighedskonventionen, at Vordingborg Kommune ikke greb ind.
Vordingborg Kommune mener på den anden side, at de gjorde, hvad de skulle. Plejefamilien var bosat i Vordingborg Kommune, og derfor var det dengang den kommune, der havde ansvar for at godkende og følge op på plejefamilien.
Forsvaret fra kommunen lyder, at det var Lolland Kommune, der havde anbragt de to drenge i plejefamilien, og derfor Lolland Kommunes ansvar for at føre tilsyn med drengene. Vordingborg Kommune mener, at den har levet op til den daværende lovgivning – og derfor mener den, at den ikke skal betale erstatning.
- Den her dag har været den værste
Det store spørgsmål er altså, om Vordingborg Kommune vidste – eller burde have vidst – hvad der foregik i hjemmet i Mern.
Få gange har nogle af de tidligere plejebørn fortalt til pædagoger om den måde, tingene foregik på i plejefamilien. Samtidig har flere tidligere ansatte i Vordingborg med pædagogisk baggrund i retten fortalt, hvordan de selv blev truet af plejefaren.
Men var det nok advarsler til, at kommunen burde have grebet ind, og var det, plejebørnene blev udsat for, groft nok til, at det er et brud på menneskerettighederne?
Artiklen fortsætter under videoen.
Vordingborg Kommunes advokat sætter spørgsmålstegn ved, om det var alvorligt nok til, at der er tale om et brud med menneskerettighederne. For som blandt andet i Skælskør-sagen, hvor tre søstre fik erstatning af kommunen, fordi den ikke skred ind overfor seksuelle misbrug af en plejefar, så er der i Mern-sagen ikke tale om seksuelle misbrug af plejebørnene.
Og det er ikke rart at høre på i retten, lyder det fra det tidligere plejebarn, Jacob Svendsen.
- At man skal genopleve, hvad man har været igennem, har ikke været særlig sjovt. Af alle dage har den her faktisk været den værste i forhold til, at advokaten får det til at lyde, som om vi har været på en charterferie. Jeg ved godt, hun gør sit arbejde, men hun får det til at lyde, som om det ikke rigtig har været det store. Det kunne godt pisse mig lidt af, siger han.
Plejebarn ærgrer sig
Hverken Jacob Svendsen eller Martin Larsen fortalte i sin tid til nogen, hvad de blev udsat for hos plejeforældrene i Mern. Det turde de ikke.
I Jacob Svendsens journal står der blandt andet, at han dengang havde fortalt, at han var glad for at bo hos familien.
- Jeg turde ligesom ikke gøre andet. Det er klart, jeg ikke turde sige noget. Jeg var en lille dreng. Der var en mand, der manipulerede med mig, hvad jeg skulle sige, og hvad jeg ikke skulle sige. Jeg turde jo ikke sige ham imod – at her ville jeg ikke være, siger Jacob Svendsen i dag.
Ærgrer det dig i dag, at du ikke sagde noget til kommunen?
- Ja, rigtig meget. Det gør det, siger Jacob Svendsen.
- Når jeg nogle gange er sammen med gutterne eller gamle venner, den måde de fortæller, hvad de har oplevet eller hvad de har lavet af narrestreger i deres barndom, der kan jeg godt føle mig uretfærdigt behandlet.
- Jeg ved, at jeg ikke har haft noget fra min barndom, jeg har ingen gode minder fra min barndom. De gode minder er fra, da jeg stikker af, da jeg er tæt på at være 18.
Det bliver rigtig dejligt at få sat et punktum i den her sag. Jeg ser frem til, at der om nogle måneder falder en dom
Et punktum i sagen
Anderledes lyder det fra Martin Larsen. Han fortryder ikke, at han ikke turde sige noget til myndighederne.
- Jeg mener stadig ikke, det ville have hjulpet dengang, siger han.
Om to måneder bliver der afsagt dom i retssagen. Og det får stor betydning for de tidligere plejebørn, men også andre, lyder det.
- Det bliver rigtig dejligt at få sat et punktum i den her sag. Jeg ser frem til, at der om nogle måneder falder en dom, siger Martin Larsen.
- Det er ligesom for at få vist til andre, at det ikke er børnenes skyld, at der sker sådanne ting. De er tværtimod ofrene i sagen. Der er ikke nogen børn, der skal gå med en følelse af, at det er deres skyld, at alle er imod dem og systemet ikke vil hjælpe dem, for det er det ikke.
De to tidligere plejebørn har stævnet Vordingborg Kommune, hvor de kræver en erstatning på 300.000 kroner hver. Men det er ikke pengene, der er i fokus for dem.
- Jeg får ikke det, jeg gerne vil have. Det er en undskyldning, siger Jacob Svendsen.
- Jeg vil gerne have, at der er mennesker, som siger, at vi har sovet i timen. Det er det, jeg mangler svar på, og som jeg nok aldrig får svar på, og som jeg stadig bearbejder den dag i dag. Om jeg så får erstatning eller ej, det er da et plaster på såret. Men som jeg har sagt mange gange før, om jeg får ti milliarder, fem millioner eller 50.000, det er sagen fuldstændig underordnet. Du kan give mig alle de penge, du vil, du kan ikke give mig det tilbage, jeg har mistet. Pengene, det er bare papir.