Stort fald i sommerhusindbrud i Odsherred

Der sker færre og færre indbrud i sommerhusene Odsherred Kommune. Foto: Toke Grøndahl - TV2 ØST

Et tæt samarbejde mellem politi, kommune og beboerne har barberet anmeldelser om sommerhusindbrud ned i Odsherred Kommune.

Odsherred Kommune oplever et stort fald i antallet af anmeldelser om indbrud i sommerhuse.

Det viser tal fra Midt- og Vestsjællands Politi.

I 2019 har politiet indtil nu registreret 114 anmeldelser fra sommerhuse mod 277 i hele 2018. Dermed er kommunen godt på vej til at sænke tallet for fjerde år i træk. 

De få anmeldelser i 2019 er resultatet af et styrket samarbejde mellem fastboende, beboerne i sommerhusområdet, Odsherred Kommune og politiet, der blandt andet har øget patruljeringen og efterforskningen. 

- Den bredspektret indsats har gjort, at vi har været heldige med at fange gerningsmændende. Vi har fundet så mange tyvekoster, at vi simpelthen har måttet lægge dem ind i et rum, så dem, der har haft indbrud, kunne komme ind på stationen og hente tingene, siger John Jensen, vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi.

Trygt sted at have sommerhus

Det er blandt andet øget nabohjælp, der har forårsaget det store fald i anmeldelser.

- Mange af sommerhusene er dyrt indrettet, og der er nok for en tyv at komme efter. Derfor er det guld værd, at sommerhusejerne bliver bedre og bedre til at holde øje med hinandens ting og underrette politiet, siger lokalbetjent Anders Larsen.

Sådan sikrer du dig mod indbrud

  • At gå i dialog med dine naboer inden der er indbrud, eller inden du oplever noget mistænkeligt 
  • At du sikrer god belysning og åbent indkig til din bolig, så indbrudstyven ikke har arbejdsro
  • At din bolig er sikret med solide låse, døre og vinduer
  • At du låser værktøj og haveredskaber inde, så det ikke kan anvendes til opbrydning
  • At din bopæl eller ejendom altid ser beboet ud
  • At du deler din viden om de mistænkelige forhold, som du observerer med politiet
  • At du sammen med dine naboer tilmelder dig: Nabohjælp og Bo Trygt konceptet

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Som fastboende i Odsherred Kommune holder Ronni Nielsen øje, når sommerhusejerne tager hjem for vinteren.  

- Vi er en fire stykker, der holder øje med, om der er indbrud, smadret vinduer eller sker stormskader. Og i vores grundejerforening ved vi, hvem der skal være der, og hvem der ikke skal være der, siger han.  

Artiklen fortsætter under billedet. 

Ronni Nielsen er en af de fastboende, som passer på sommerhusene.  Foto: Toke Grøndahl - TV2 ØST

Karl Erik Fagerlin er en af de mange sommerhusejere i Odsherred Kommune. Han føler sig tryg ved at have et sommerhus i Vig og har på 20 år haft ét indbrud. Han bidrager også selv til at holde øje. 

-  Når jeg går tur med min hund, kigger jeg rundt for at se, om der er noget usædvanligt. Jeg går den samme tur hver gang, så jeg kender området godt, siger han.

Den faldende tendens viser sig også i det samlede antal af anmeldelser i helårs- og sommerhuse, landbrugsejendomme og virksomheder i Odsherred Kommune. I august var der 346 anmeldelser mod 703 i 2018.  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App