Den kvinde, der onsdag satte ild til sig selv på Borgerservice i Sorø er udenfor livsfare. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Kvinden, som ifølge politiet er af dansk udseende, var frustreret, da hun dukkede op på Borgerservice på rådhuset onsdag eftermiddag.
- Det er svært at forstå, hvad hun vil. Men hun siger navnet på en sagsbehandler. Kort efter, hun har talt med hende (sagsbehandleren, red.), går hun på toilettet og sætter ild til sig slev, fortalte kommunaldirektør, Søren Søndergaard Kjær til TV ØST onsdag.
Personalet fik straks slukket ilden, men kvinden blev fragtet til Rigshospitalet med brandsår.
Politiet skal nu efterforske, hvad der var årsag til hændelsen.