En ny kontrolenhed og stikprøvekontroller skal være med til at sikre, at Region Sjællands samarbejdspartnere opretter pladser til lærlinge og elever og følger overenskomsterne
Det oplyser Region Sjælland.
Regionsrådet har besluttet at skærpe kontrollen med, om regionens samarbejdspartnere overholder de sociale klausuler og arbejdsklausuler, som er en del af kontrakten med regionen.
Vi har brug for, at flere unge bliver faglærte
Arbejdsforholdene skal være i orden hos leverandører af serviceydelser til regionen og på byggepladser, hvor Region Sjælland er bygherre. Og samarbejdspartnerne skal ansætte lærlinge og elever i et omfang, der er typisk for den pågældende branche.
Derfor opretter Region Sjælland en særlig kontrolenhed, som fremover vil komme på uanmeldt besøg på arbejdsstederne. Kontrolenheden kan eksempelvis bede om at se ansættelsesbeviser, timesedler, uddannelsesaftaler og praktikantplaner.
Der skal skabes flere uddannelsespladser
Region Sjælland indførte sociale klausuler og arbejdsklausuler i 2015, og det er denne politik, der nu bliver skærpet.
- Region Sjælland laver kontrakter i den helt store skala, og derfor har vi et særligt ansvar for, at arbejdet hos vores samarbejdspartnere sker under ordentlige forhold, udtaler Gitte Simoni (DF), som er formand for Udvalget for arbejdsmiljø og rekruttering, i en pressemeddelelse.
- Samtidig vil vi også gøre vores til, at der bliver skabt flere uddannelsespladser, for vi har brug for, at flere unge bliver faglærte. Klausulerne har allerede virket, men vi har vurderet, at der skal mere til, tilføjer hun.
Kontrolenheden skal også have fokus på forebyggende aktiviteter, for eksempel ved at holde møder med leverandører, kontraktansvarlige, byggeledere og faglige organisationer.
Region Sjællands krav om sociale klausuler og arbejdsklausuler gælder for eksempel ved bygge- og anlægsprojekter og ved serviceudbud som for eksempel vinduespolering, pleje af grønne områder og tolkeydelser.