Regeringen vil uddanne flere sosu-assistenter - det vækker lokal glæde

03:17

Fredag blev endnu et led i regeringens store sundhedsreform præsenteret. Der har været præsenteret planer for både læger og sygeplejersker. Nu er SOSU'erne kommet på dagsordenen. Video: TV ØST

Regeringen vil rette op på manglen af sosu-assistenter med udspillet Flere hænder og større arbejdsglæde.

Der er en stor mangel på læger, sygeplejersker og sosu'er. Det vil regeringen rette op på med udspillet Flere hænder og større arbejdsglæde', som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterede fredag. 

Tidligere har der været præsenteret planer for både læger og sygeplejersker – men indtil fredag har sosu'erne manglet.

Der er ingen trylleløsninger, lød det fra ministeren, der lagde op til drøftelser med områdets parter for sammen at finde nye løsninger. 

Til tider render vi rigtig, rigtig hurtigt og skal løse rigtig mange opgaver

Carina Skaaning, sosu-assistent

Helt konkret skal der ifølge ministeren være flere social- og sundhedsassistenter, og de skal kunne løfte flere opgaver. Derfor blev der afsat en større pose penge på finansloven til at gøre faget mere attraktivt. Blandt andet kommer man til at kunne specialisere sig i psykiatri eller demens. 

Også her vil sundhedsministeren indkalde til drøftelser med blandt andre fagforeningen FOA for at finde nye løsninger.

- Vi skal sikre ordentlige vilkår, så det bliver attraktivt at søge ind i faget, og man kan se karrieremulighederne, sagde Ellen Trane Nørby. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Carina Skaaning har arbejdet seks år som sosu-assistent på plejecenter Blomsterhaven i Idestrup. Foto: TV ØST

Carina Skaaning har arbejdet seks år som sosu-assistent på plejecenter Blomsterhaven i Idestrup, og hun oplever ofte travlhed på arbejdet.

- Til tider render vi rigtig, rigtig hurtigt og skal løse rigtig mange opgaver, siger Carina Skaaning.

Risikerer at mangle 40.000 sosu’ere

  • Tre ud af fire kommuner har problemer med at skaffe arbejdskraft til at passe på et stigende antal ældre.
     
  • Helt konkret vil der i 2026 ifølge en fremskrivning fra fagforeningen FOA mangle 40.000 social- og sundhedsassistenter og -hjælpere på landsplan.
     
  • Årsagen er, at antallet af ældre stiger. Det sker samtidig med, at 28 procent af social- og sundhedspersonalet i dag er over 55 år.


Kilde: FOA, dr.dk.

Se mere

Derfor er hun glad for, at regeringen har fokus på hendes faggruppe i det nye sundhedsudspil.

- Jeg synes, det er fedt, hvis der kommer nogle flere hænder. Det ville være dejligt, siger Carina Skaaning.

Vækker glæde på sosu-uddannelsen

På sosu-skolen i Nykøbing Falster har de også savnet en udmelding om netop deres område.

- Det har ikke fyldt så skrækkelig meget endnu, men det tænker jeg, at det kommer til den næste tid, siger Jeppe Rosengård Poulsen, direktør for sosu-skolen i Nykøbing Falster.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jeppe Rosengård Poulsen, direktør for sosu-skolen i Nykøbing Falster, Foto: TV ØST

Derfor var direktøren spændt på at se fredagens pressemøde med sundhedsministeren. Han håbede på et udspil til, hvordan man kan uddanne flere sosu-assistenter og samtidig fastholde niveauet på de uddannelser, som der udbydes.

Han skulle et godt stykke ind i præsentationen, før sosu'er bliver nævnt. Her sagde sundhedsminister Ellen Trane Nørby blandt andet:

- Vi har behov for flere sosu-assistenter, og vi har også behov for, at sosu-assistenterne på en række områder kommer til at løfte flere opgaver.

Men Jeppe Rosengård Poulsen var tilfreds med det, han hørte fra sundhedsministeren.

- Vi er umiddelbart positivt stemt i forhold til en styrket praktikvejledning men også til, hvordan man skal skaffe flere praktikpladser, siger han.

Elever: Der mangler arbejdskraft alle steder

Planen fra regeringen handler blandt andet om at styrke praktikforløb og uddanne flere. Spørger man de nystartede på sosu-grundforløbet, så er det et rigtigt skridt.

- Det synes jeg ville være godt. For der er helt klart brug for, at der kommer flere ud, nyuddannede sygeplejersker og sådan noget, siger Anne Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Trine Nielsen. Foto: TV ØST

Hun bliver bakket op af Trine Nielsen.

- Der er brug for os derude. Der mangler arbejdskraft alle steder inden for det fag, så det synes jeg er rigtig godt, siger sosu-eleven og fortsætter:

- Jeg hører alle steder, at der er brug for os. Både hjælpere og assistenter. Vi mangler uddannet personale.

Kommune: Pengene skal følge med

Mange af eleverne fra sosu-skolen i Nykøbing Falster ender i praktik og job hos Guldborgsund Kommune, også her er der umiddelbart tilfredshed med udspillet.

- Det er rigtig spændende og meget relevant, og der er et stort behov for det, siger Marianne Søgaard Hansen, leder af kvalitetsenheden i Guldborgsund Kommune.

Nu håber både kommune og skole, de flotte ord fra sundhedsministeren bliver fulgt op med en pose penge, hvis de skal kunne løse opgaven.

Jeg håber, der følger nogle midler med. Både til skolen og til praksis

Jeppe Rosengård Poulsen, direktør for sosu-skolen i Nykøbing Falster,

- Det handler om at, at vi skal have det antal vejledere, som opgaven kalder på. Derudover handler det om, at hvis vi skal tage flere elever, end det vi har i dag, så skal der formentlig følge noget økonomi med, siger Marianne Søgaard Hansen.

- Jeg håber, der følger nogle midler med. Både til skolen og til praksis, så vi kan løfte opgaven, hvis vi skal uddanne flere elever, tilføjer Jeppe Rosengård Poulsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Foto: TV ØST

Regeringen vil desuden have sosu-personalet til at varetage flere opgaver. Blandt andet for at aflaste sygeplejersker. Det er ifølge sosu-assistent Carina Skaaning en god idé

- Det ville være fedt, hvis vi får noget oplæring, og vores sygeplejersker hjælper os til at blive bedre rent fagligt, siger hun.

Så er der bare en enkelt ting, hun håber, bliver bedre. Nemlig lønnen.

- Den er ikke høj nok, jeg synes, vi har meget ansvar, siger Carina Skaaning.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App