Millionpulje skal få flere unge til at vælge sosu-uddannelserne

En statsfinansieret pulje skal sikre, at flere unge fremover vil vælge social- og sundhedsuddannelserne som karrierevej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere unge skal vælge sosu-vejen.

Det mener regeringen og Dansk Folkeparti, der netop har afsat fem millioner kroner til en pulje, der skal få det til at lykkes. Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

quote Vi skal have fortalt de unge, hvor livsbekræftende, spændende og meningsfuldt et arbejde, de kan få med disse uddannelser. Det skal puljen her hjælpe med til

Thyra Frank (LA), ældreminister

Der har de senere år været fald i antallet af unge, der søgte ind på social- og sundhedsuddannelserne. Det, mener ældreminister Thyra Frank (LA), kan vendes, hvis man øger kendskabet til uddannelserne.

- Vi har brug for, at flere unge kan se sig selv som social- og sundhedsassistenter og hjælpere. Allerede nu ved vi, at kommunerne kan have svært ved at besætte stillinger på ældreområdet, men det gælder også på sundhedsområdet. Og behovet bliver ikke mindre i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi får talt uddannelserne og arbejdslivet op. Vi skal have fortalt de unge, hvor livsbekræftende, spændende og meningsfuldt et arbejde, de kan få med disse uddannelser. Det skal puljen her hjælpe med til, siger ældreminister Thyra Frank (LA) i pressemeddelelsen.

Kendskab starter i grundskolen

Kriterierne for hvem der kan søge midler fra puljen offentliggøres til august, og der kan søges fra efteråret.

Meningen er, at millionerne skal gå til kampagner, som kan øge kendskabet til social- og sundhedsuddannelserne hos de unge. Ifølge undervisningsministeren skal det kendskab styrkes allerede i grundskolen.

- Social- og sundhedsuddannelserne er meningsfulde og giver adgang til et givende arbejdsliv. Der er gode beskæftigelsesmuligheder, og man kan læse videre. Vi kan blive bedre til at gøre mulighederne i de uddannelser tydeligere for de unge, og vi kan blive bedre til at vise denne personalegruppe den respekt, de fortjener. Derfor løfter vi nu informationsindsatsen til kampagner, der gerne allerede skal nå de unge de sidste år i grundskolen, for det er jo der, de skal træffe de første uddannelsesmæssige valg, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) i pressemeddelelsen.

Kampagnerne kan være digitale image- og rekrutteringskampagner eller brobyggende forløb, som for eksempel udvikling af undervisningsmateriale om omsorgsarbejde til grundskolens ældste klasser.

 


Nyhedsoverblik