Psykolog: Godt for nogle børn at blive passet hjemme

Børn og voksne mødes to gange om ugen, når der er legestue for hjemmegående forældre på Rørby Skole ved Vordingborg. Foto: Frederik Thorup - TV ØST

Børn bliver mindre udsat for stress, hvis de bliver passet hjemme af forældre i stedet for af pædagoger, derfor kan det være en fordel for nogle børn.

Der er pres på hos børnefamilierne, når job og familie skal gå op i en højere enhed. Derfor vælger nogle forældre at blive hjemme og passe deres egne børn. Og det er slet ikke en dårlig ide, mener Pernille Juhl, der er lektor og Ph.d i psykologi på Institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet. Hun har blandt andet forsket i forældre og børns hverdagsliv.

- Det betyder jo, at børnene får den tryghed og kærlighed, som man får i en familie i længere tid. Og så får børnene mulighed for at gøre tingene i deres eget tempo, hvor forældre og børn ikke skal skynde sig af sted om morgenen for at haste på arbejde eller i daginstitution. De får mulighed for at være sammen og gøre det, der passer til barnets behov, siger hun.

Det betyder jo, at børnene får den tryghed og kærlighed, som man får i en familie i længere tid

Pernille Juhl, der er lektor og Ph.d i psykologi

Tilbud i mange kommuner

Syv kommuner her i regionen giver tilskud til, at man kan passe sine egne børn. Det drejer sig om Kalundborg, Slagelse, Holbæk, Ringsted, Sorø, Stevns og Guldborgsund.

I Odsherred, Næstved, Faxe, Vordingborg og Lolland kommuner må forældre klare eventuel hjemmepasning for egen regning.

Populær ordning

Selv om det stadig er få, der bruger ordningen, så bliver den mere og mere populær. Om barnet går glip af nogle færdigheder ved ikke at komme i daginstitution eller dagpleje er svært at svare entydigt på, siger Pernille Juhl.

- Jeg ved ikke, om børnene går glip af noget ved ikke at komme i vuggestue eller dagpleje, men man kan sige, at der er stor forskel på den udvikling, barnet får, alt efter om det kun vokser op hjemme i familien, eller både vokser op i en familie og går i daginstitution. Noget af det børn får ud af at gå i daginstitution er, at de får mulighed for at være sammen med mange andre børn og øve sig i, hvordan de kan være med i et fællesskab. Og det er jo noget andet end det, man kan få hjemme i familien, hvor man ofte kun er sammen med den ene forælder og søskende.

Læs også Flere passer deres egne børn i Kalundborg: - Den tid her får vi jo aldrig igen

Nogle kommuner vælger at give tilskud til børnepasning helt op til, at børnene er 5-6 år gamle, men Pernille Juhl ser det ikke som et stort problem.

- Børnene er jo ofte i legestue eller andre sociale sammenhænge, hvor de møder andre børn, og der kan barnet godt øve sig på at indgå i et fællesskab med andre børn og tilsidesætte sine egne behov. Så det sociale kan godt øves som barn, selvom man går hjemme med sine forældre, siger Pernille Juhl.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App