Valg til EU-parlamentet: Klima er det hotteste emne på dagsordenen

Den 9. maj er officiel Europadag. Flere steder er der fokus på det kommende valg til Europa-Parlamentet. Især klimaet optager både vælgere og politikere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hej, vil I have en folder om valget til Europa-Parlamentet?

Sådan lød det et hav af gange på Casinotorvet i Slagelse i dag, da Mick Keller (LA) var på gaden for at kapre stemmer.

Den 27-årige kandidat til Europa-Parlamentet insisterer på, at EP-valget er lige så vigtigt som det kommende folketingsvalg, der ellers stjæler det meste af opmærksomheden i disse dage.

- Mange kommer hen og spørger, hvad vi egentlig kan bruge EU til, og om det kan betale sig at melde sig ud. Men Brexit er et godt eksempel på, at vi har brug for et konstruktivt og liberalt Europa, mener Mick Keller.

Artiklen fortsætter under billedet

Mick Keller (LA) fra Slagelse håber at blive valgt ind i Europa-Parlamentet.
Mick Keller (LA) fra Slagelse håber at blive valgt ind i Europa-Parlamentet.

Flere af vælgerne på torvet er enige om, at EP-valget er svært men også vigtigt. Og især et område presser sig på.

- Det er enormt vigtigt med klimaet. Det går jeg meget op i, fastslår Ida Pedersen.

Valgplakat til europaparlamentsvalget
Læs også
Europaparlamentsvalgkampen skudt i gang med valgplakater i bybilledet
Valgplakat til europaparlamentsvalget
Læs også
Europaparlamentsvalgkampen skudt i gang med valgplakater i bybilledet

- Miljøet skal vi passe godt på, for man kan jo se, det er ved at gå helt galt, mener Lene Calum.

- Vi skal tænke miljø. Så det er helt klart noget af det, jeg kigger på, når jeg skal stemme, lyder det fra Signe Hamann.

Artiklen fortsætter under billedet

Europadagen blev blandt andet markeret i Næstved med et arrangement om det EU-støttede projekt Bæredygtig Grøn Byudvikling.
Europadagen blev blandt andet markeret i Næstved med et arrangement om det EU-støttede projekt Bæredygtig Grøn Byudvikling.

9. maj er Europadag. Det bliver markeret flere steder med arrangementer, der netop handler om EU's rolle i grøn omstilling.

I Næstved har EU for eksempel puttet otte millioner kroner i et projekt om bæredygtig grøn byudvikling, hvor kommune og virksomheder arbejder sammen om ideer til nye affaldsløsninger og mindre energiforbrug.

Det har blandt resulteret i miljøvenligt isoleringsmateriale lavet af glasrester eller ålegræs.

- Det kunne ikke lade sig gøre uden EU-midler. Så havde vi ikke kunnet opnå de resultater, fortæller projektleder Anette Moss. 

Miljø og klima er altså et af de områder, hvor EU har vigtig indflydelse. Derfor er det også på dagsordenen hos politikerne i Slagelse.

- Der er meget snak om afgifter på klimaområdet. For eksempel på flyrejser. Der mener vi, det er bedre med gulerod end pisk, siger Mick Keller.

Artiklen fortsætter under billedet

Tom Block (S) er folketingskandidat, men var ude for at gøre opmærksom på sit partis EU-politik.
Tom Block (S) er folketingskandidat, men var ude for at gøre opmærksom på sit partis EU-politik.

Også folketingskandidat Tom Block (S) var på gaden for at gøre opmærksom på sit partis EU-politik.

- Hvis vi skal løse klimaudfordringerne, skal vi gøre det i fællesskab i EU, mener Tom Block.

Det er søndag den 26. maj, der er valg til Europa-Parlamentet.


Nyhedsoverblik