Europaparlamentsvalgkampen skudt i gang med valgplakater i bybilledet

Flere politikere har i dag været rundt i landsdelen for at hænge valgplakater op til europaparlamentsvalget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Startskuddet til valgkampen for europaparlamentsvalget havde kun lige lydt, da flere politikere gik i gang med at hænge valgplakater op.

Præcis klokken 12:00 kunne man blandt andet møde de lokale partisoldater, John Axelsen (LA) og Jacob Jensen (LA), i bybilledet i Næstved. De er begge medlemmer af Liberal Alliances lokalafdeling i Næstved og var ude for at hænge valgplakater op for kultur- og kirkeministeren, Mette Bock (LA), der stiller op til europaparlamentsvalget for Liberal Alliance.

- Liberal Alliance vil gerne sørge for, der kommer endnu mere samhandel mellem de europæiske nationer. Jeg tænker også, det er vigtigt for os, at vi sørger for, at Europa er en platform for fred og stabilitet, siger John Axelsen (LA), der udover at være medlem af Liberal Alliances lokalafdeling i Næstved også stiller op til folketingsvalget.

Artiklen fortsætter under videoen.

Liberal Alliances lokalafdeling i Næstved hænger valgplakater op for Mette Bock (LA).

Kandidater i hele landet

Til Europa-Parlamentsvalget er der ikke en storkreds, som vi kender dem til Folketingsvalget. Derfor kan man vælge de samme kandidater i hele landet.

- Europa-Parlamentet fungerer jo lidt anderledes. Der er det landet, der bliver fokuseret på. Det vil sige, at kandidaterne stiller op landsmæssigt og ikke regionsmæssigt. Så alle kandidater bliver sat ind til, at de kan blive stemt på i hele landet. Derfor skal de også være repræsenteret i hele landet, siger Jacob Jensen.

Hvis det lykkes Liberal Alliance at få et mandat i Europa-Parlamentet vil det være partiets første nogensinde.

- Prognosen siger, at det ikke er fordi, der er voldsomt mange pladser at slås om, så når man ikke har været inde før, skal man selvfølgelig starte med at være heldig og få en plads ind og være dygtig. Og så har vi forhåbentlig et navn her, der kan tiltrække nogle, for Mette er en dygtig politiker, så det er hende, vi har fokussen på, siger Jacob Jensen (LA).

Politiske kammerater

Flere andre steder i landsdelen blev der også hængt valgplakater op. Blandt andet i Strøby Egede, hvor Jakob Mark, der er gruppeformand for SF havde travlt med strips og stige.

Med sig havde han den konservative kammerat, Mads Andersen. Begge støtter hver deres partikollegaer for at få mere europæisk indflydelse. Og når det gælder den internationale politik, så er der faktisk steder, hvor De Konservative og SF er enige: 

- Det må være klimaet. Vi skal have en spændende klimalov, som sørger for, at vi bekæmper klimaforandringerne i hele Europa, siger Mads Andersen (K) og Jakob Mark (SF).

Artiklen fortsætter under billedet.

Politikerne Mads Andersen (K) (til højre) og Jakob Mark (SF) (til venstre) var i dag ude for at hænge valgplakater op sammen.
Politikerne Mads Andersen (K) (til højre) og Jakob Mark (SF) (til venstre) var i dag ude for at hænge valgplakater op sammen. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Et emne, hvor de to politikerkammerater er mere uenige er et emne som skat.

SF og Konservative har i dag hver én af de tretten danske pladser i Europa Parlamentet.

Mennesketårn

Også i Holbæk var der gang i gaden. Her satte et treetagers mennesketårn valgplakater op for Enhedslisten og Eva Flyvholm, der er kandidat til både europaparlamentsvalget og folketingsvalget.

- Det er ret imponerende og sjovt at se folk stablet i flere etager, og et mennesketårn er da den bedst tænkelige måde at komme op i en lygtepæl ved fællesskabets kraft, siger Eva Flyvholm (Ø).

Et mennesketårn hængte i dag valgplakater op for Eva Flyvholm (Ø).
Et mennesketårn hængte i dag valgplakater op for Eva Flyvholm (Ø). Foto: Eva Flyvholm

Europaparlamentsvalget bliver afholdt den 26. maj.


Nyhedsoverblik