Ditte har trænet flere generationer i gymnastik – rammer stort jubilæum

01:02

Ditte Christiansen har været gymnastiktræner i 40 år. Video: Jesper Hald - TV2 ØST

Ditte Christiansen har været gymnastiktræner i Fensmark Idrætsforening i 40 år. Hun er blevet kåret til Årets Træner i Næstved Kommune.

Der er dygtige og engagerede trænere i rigtig mange idrætsforeninger over hele landet. Men hos Fensmark Idrætsforening har de Ditte Christiansen – og hun er noget særligt.

I 1979 startede hun nemlig et helt nyt mor-far-barn-hold, hvor familier kunne komme og dyrke gymnastik sammen. Her 40 år siden er holdet stadig populært – og Ditte Christiansen står stadig i spidsen.

- Hun er bare en ener og en elskelig person, siger Kit Hvidt Henriksen, der går på holdet med sine to døtre.

- Hun er jordnær og møder børnene i øjenhøjde, siger Trine Nielsen, som har sin søn med på holdet.

Artiklen fortsætter under billederne.

Kit Hvidt Henriksen med sine to døtre. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Trine Nielsen med sin søn. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Har trænet hold i generationer

Og faktisk har de to et helt særligt forhold til Ditte Christiansen.

Det er blandt andet de dér små rollinger og så deres søde forældre, der deltager aktivt hver gang, der motiverer mig. Så kan man godt tage 50 år med

Ditte Christiansen, træner, Fensmark Idrætsforening

- Jeg har selv været på mor-far-barn-hold, da jeg var lille. Så da jeg flyttede tilbage til Fensmark, besluttede jeg mig for, at mine piger selvfølgelig også skulle gå på holdet, siger Kit Hvidt Henriksen.

Det samme gør sig gældende for Trine Nielsen.

- Da vi kom tilbage til Fensmark, var der ikke så meget tvivl om, at vi skulle gå til gymnastik, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ditte Christiansen er i høj kurs hos børnene på gymnastikholdet. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Vandt Årets Træner

Ditte Christiansen er en stjerne i Fensmark, men hendes imponerende trænerkarriere er også blevet bemærket i omegnen. For nyligt vandt hun nemlig prisen som Årets Træner til Næstved Sports Awards.

- Det var fantastisk. Det var fantastisk, da hun sagde mit navn. Jeg er meget stolt og beæret og ydmyg, siger Ditte Christiansen.

- Det er jo fuldt fortjent. Når man er en del af en forening i så mange år, så tænker jeg også, at det er fuldt fortjent med sådan en pris, siger Kit Hvidt Henriksen.

Og selvom der står 40 år i idrætsforeningen på CV’et, så har Ditte Christiansen ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig. Motivationen er der stadig.

- Det er blandt andet de dér små rollinger og så deres søde forældre, der deltager aktivt hver gang, der motiverer mig. Så kan man godt tage 50 år med, siger hun.

Ditte Christiansens 40 års jubilæum bliver fejret til næste gymnastikopvisning i Holmegaardhallen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App