Hun sidder på en stol ved siden af sengen.
Hun holder om hans hånd, som ligger oven på dynen. Han siger ikke noget. Hun siger ikke meget. Hjemmets ur er ofte det eneste, der bryder stilheden. Men tiden er ved at rinde ud for en af dem.
Tilbage i 2014 var TV2 ØST med Birte Møller ude hos 84-årige Preben Henriksen, der lå for døden. De seneste syv år har hun nemlig været vågekone, hvor hun sidder hos døende borgere, for at de ikke skal være alene i den sidste tid.
- Den dag, der bliver født et barn, er der mange til at tage imod det. Derfor synes jeg også, at vi skal være flere til at sende den døende af sted, fortalte Birte Møller i 2014.
- De skal ikke dø ensomme.
Artiklen fortsætter under billedet.
Torsdag blev hun sammen med en anden vågekone, Anne-Lise Elsborg, fejret af Røde Kors, da de begge fylder 90 år. Selvom de runder et skarpt hjørne, så har de stadig varme hænder, der kan give omsorg, når en ellers ensom rejse begynder.
En nattevagt var begyndelsen
De er begge tidligere sygeplejersker og begyndte som frivillige vågekoner på næsten samme tid i 2013.
Når de ligger der, skal de ikke dø alene
- Jeg har altid haft medfølelse for mine medmennesker og vil gerne være noget for dem. Når de ligger der, skal de ikke dø alene, siger Anne-Lise Elsborg.
For Birte Møller var det en nattevagt, mens hun var sygeplejerske, der fik hende til at melde sig som vågekone.
- Jeg havde haft nattevagt, og der lå så en, der var døende, og han havde ikke nogen pårørende. Så da min vagt var slut, satte jeg mig ind ved siden af hans seng og blev der, indtil han lukkede sine øjne, fortæller hun.
- Jeg havde det sådan, at han skulle ikke dø alene i en hospitalsseng uden et eneste menneske omkring sig.
De kan fornemme, at vi er der
Både Birte Møller og Anne-Lise Elsborg har nattevagterne, hvor de bruger otte timer ude hos den døende.
- Du skulle bare vide, hvor hurtigt tiden går, siger Anne-Lise Elsborg.
- Er borgeren bevidstløs, så har vi vores læsestof og strikketøj. Vi skal bare være der. Og de kan fornemme, at vi er der. For det meste. Selvom de ligger bevidstløse. Det er jeg helt sikker på, de kan, siger Birte Møller.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og tiden hos folk, der ikke har meget tid igen, har også ændret Birte Møllers og Anne-Lise Elsborgs forhold til døden.
- Jeg har fået et andet forhold til det, og jeg er ikke bange for det, siger Anne-Lise Elsborg.
- Den dag vorherre har plads til mig, så siger jeg ja tak.
- Det eneste, man ønsker, er at det må gå stærkt, når det kommer, siger Birte Møller.
- Det har jeg også bedt ham om, siger Anne-Lise Elsborg.
Ofte ældre end de døende
Når man snart runder 90 år, er man også ofte ældre, end dem, man våger hos.
Vi skal bare være der. Og de kan fornemme, at vi er der
- Jeg kommer på et plejehjem, og jeg er mange gange meget ældre, end dem jeg sidder iblandt, siger Anne-Lise Elsborg.
- Jeg tænker, at jeg vil håbe, de har haft et godt liv, hvor kort det end har været. Jeg har før siddet hos en i 50’erne, og det er jo ingen alder at skulle dø i, siger Birte Møller.
- Men så må man jo bare håbe, at de har fået noget ud af den tid, de har haft, siger hun.
Selv får de to kvinder det meste ud af deres tid, og derfor har de heller ikke planer om at stoppe som vågekoner.
Hvor længe bliver I ved?
- Til vi dør, siger Birte Møller.
- Vi bliver ved så længe, vi kan, siger Anne-Lise Elsborg.
Se eller gense indslaget fra 2014, hvor TV2 ØST følger Birte Møllers arbejde som vågekone: