Besøg lægen på mobilen: Tilbud til psykiatriske patienter får kritik

Videokonsultationer bruges allerede i Region Sjælland. Billedet her er fra en tarmpatients konsultation med en læge på Holbæk Sygehus. Arkivfoto.

Lokalformænd i Bedre Psykiatri er ikke begejstrede over Region Sjællands beslutning om at indføre videokonsultationer i psykiatrien.

Det bliver mødt med kritik fra lokalformænd i foreningen Bedre Psykiatri, at det fremover bliver muligt for patienter i psykiatrien i Region Sjælland at gå til konsultation hos lægen via computeren eller mobiltelefonen i stedet for at møde op fysisk.

Videokonsultationerne bliver et frivilligt alternativ til en fysisk samtale og tilbydes til patienter, der ikke er indlagt på en psykiatrisk afdeling, de såkaldt ambulante patienter.

Men på trods af, at det er frivilligt, er det udtryk for en lappeløsning og den forkerte vej at gå i psykiatrien, mener Solvejg Jakobsen fra Bedre Psykiatris afdeling i Holbæk/Odsherred.

Video er da bedre end slet ingen behandling, men det er bare ikke godt nok til en bedre psykiatri

Solvejg Jakobsen, Bedre Psykiatris i Holbæk/Odsherred.

- Det er et instrumentelt tilbud, man giver, som er upersonligt og uden nærhed og tryghed. Psykiatrien skal have mere fokus på den omsorgsetiske tilgang, og den kan man ikke sende gennem en skærm.

- Video er da bedre end slet ingen behandling, men det er bare ikke godt nok til en bedre psykiatri, siger hun.

Også lokalformand på Lolland, Erik Ravn, er kritisk overfor videokonsultationerne.

- Jeg frygter, at den meget psykisk syge patient vil sige nej til sådan en samtale, fordi de vil frygte, at det bliver optaget og sendt til hele verden. Flere af dem har paranoia, og derfor vil de afslå, siger han til DR.

Den situation skal man dog ikke frygte, forklarer Tina Boel (SF), som er formand for social- og psykiatriudvalget i Region Sjælland.

Nærheden i klinikkerne er der stadig væk. Hvis ikke man ønsker tilbuddet, kan man takke nej

Tina Boel (SF), formand for social- og psykiatriudvalget

- En patient, som har det sådan, vil aldrig få tilbudt den løsning. Det vil altid blive vurderet individuelt. Så det er et tilbud rettet mod dem, der kan bruge det. Har borgeren det meget dårligt med det, vil borgeren mødes fysisk med en læge, forklarer hun til TV2 ØST.

Nytænker behandlingen

Tina Boel afviser samtidig, at tilbuddet om videokonsultation bryder med nærhedsprincippet.

- Nærheden i klinikkerne er der stadig væk. Hvis ikke man ønsker tilbuddet, kan man takke nej. Har man lyst til at prøve det, kommer der en medarbejder med og hjælper, når man har den første konsultation, siger Tina Boel.

Hun pointerer samtidig, at tilbuddet kan hjælpe nogle patienter. For nogle kan det nemlig være svært at komme afsted til psykiatrien.

- Der er mange med for eksempel angst, som kan have svært ved at tage bussen og toget til en konsultation og ved at skulle sidde fysisk over for lægen. Det kan få dem til at takke nej til behandling, men der kan tilbuddet her hjælpe nogen, mener Tina Boel.

Samler psykiatrien seks steder

Indføringen af videokonsultation er et led i en model, der nytænker den ambulante behandling i voksenpsykiatrien.

Modellen indebærer, at lægerne bliver samlet i Vordingborg, Næstved, Slagelse, Holbæk, Roskilde og Køge og herfra mødes fysisk med patienterne eller konsulterer dem via video. Det skal give patienterne bedre behandling.

- Ved at samle lægefaglige miljøer seks steder, håber vi at kunne højne kvaliteten, fordi man udvikler et stærkt, fagligt miljø sammen, siger Tina Boel.

Dermed løser man også et andet problem. For når man har samlet et miljø af dygtige lægere, bliver det lettere at finde rekruttere nye læger. Noget, som ellers er en udfordring i hele landet.

Telepsykiatri vinder stor indpas i disse år, og en af frontløberne i regionen er Holbæk Sygehus, som er blevet belønnet med en pris for dets arbejde med fjernbehandling.  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App