Besøg lægen på din telefon: Manon sparer 50 kilometer transport

Holbæk Sygehus er blandt frontløberne inden for fjernbehandling. Lægetjek via smartphone og computer sparer i snit patienterne for 50 km i transport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Heeeej, Magid.  

Manon Ramm Haase smiler og vinker til skærmen på den iPhone, der ligger foran hende på sofabordet. Skærmen svarer tilbage i skikkelse af et lille billede af mave-tarm-læge Magid Al-Khalaf. Han sidder på sit kontor på ambulatoriet på Holbæk Sygehus og tilser sin patient via computer.

- Hej, hej Manon, hvordan går det? spørger han og vinker tilbage. 

quote Jeg sparer tid og penge til togbilletten

Manon Ramm Haase, tarmpatient, Holbæk Sygehus 

Vi er hjemme hos den 21-årige lærerstuderende Manon Ramm Haase. Hun er kronisk tarmpatient. Morbus chron hedder hendes sygdom. Det er en kronisk betændelsestilstand i tarmen, der kræver, at Manon Haase passer godt på sig selv.

Hvis hun stresser for meget, reagerer tarmen med smerter. Hun skal også styre uden om svært fordøjelige fødevarer som oksekød og rugbrød med fuldkorn. Og så skal hun mindst en gang hvert halve år til tjek på ambulatoriet på Holbæk Sygehus - en lang tur fra Kalundborg, hvor hun bor. 

Læge Magid Al-Khalaf og Manon Haase ser hinanden i to vinduer under den vituelle konsultation. 
Læge Magid Al-Khalaf og Manon Haase ser hinanden i to vinduer under den vituelle konsultation. 

Sparer transport og penge 

- Det er 45 minutter den ene vej, og 45 minutter den anden vej, og det er jo træls, fordi jeg skal bare til tjek på noget, som jeg selv styrer langt hen ad vejen, fortæller Manon Haase.

Derfor har hun taget imod et nyt tilbud fra Holbæk Sygehus. Siden september sidste år har mere end 200 patienter ligesom hende kunnet mødes med deres læge via smartphone eller computer. Det drejer sig eksempelvis om patienter med diabetes, højt blodtryk, kronisk nyresvigt eller tarmsygdomme som Manon Haases. Altså patienter med kroniske sygdomme, som har gentagne tjekbesøg på hospitalet. 

quote Jeg kan jo altid bede om et møde i virkeligheden, altså face to face

Manon Ramm Haase, tarmpatient, Holbæk Sygehus 

Hun er rigtigt glad for tiltaget:

- Jeg sparer tid og penge til togbilletten, og så kan jeg tage konsultationen der, hvor jeg er, siger hun og gør sig dermed til en del af den statistisk, som Holbæk Sygehus har lavet: De patienter, der vælger virtuelle konsultationer, sparer i gennemsnit 50 km på landevejen per konsultation. 450 konsultationer er allerede lagt i kalenderen til resten af året.   

Foruden Manon Haase, der er kronisk tarmpatient, er det især kronikere med diabetes, nyreproblemer og forhøjet blodtryk, der får tilbudet om virtuelle konsultationer. 
Foruden Manon Haase, der er kronisk tarmpatient, er det især kronikere med diabetes, nyreproblemer og forhøjet blodtryk, der får tilbudet om virtuelle konsultationer.  Foto: Katja Kafling - TV ØST

Mere tid til akutte patienter

For lægen, Magid Al-Khalaf, er fordelene også til at få øje på:

- Vi sparer tid. Det tager tid at få folk ind fra venteværelset og få dem sat ned, siger han og fortsætter:

- Og når vi bliver kaldt til akutte tilfælde, så sidder der færre patienter i venteværelset og må vente på os. 

quote Vi sparer tid. Det tager tid at få folk ind fra venteværelset og få dem sat ned

Magid Al-Khalaf, mave-tarmlæge, Holbæk Sygehus 

Han er ikke bange for at overse noget, fordi der ikke er noget fysisk møde:

- Jeg kan se patienten, og det fortæller mig meget om, hvordan hun eller han har det. Og når vi skal undersøge patienterne, bliver de jo fysisk indkaldt, siger Magid Al-Khalaf.

Derfor er det langt fra alle konsultationer, der kan klares med en telefon eller computer:

- Der er nogle patienter, vi gerne vil undersøge nærmere, for eksempel med tryk på maven eller specielle undersøgelser. De er ikke egnet til videokonsultation, og så vil vi gerne have, at de kommer fysisk her.

quote Da jeg gik på gymnasiet følte jeg mig som en meget syg person, fordi jeg hele tiden skulle til lægen.

Manon Haase, tarmpatient

Manon Haase er bare glad for, at hun kan spare de mange ture til lægen.

- Da jeg gik på gymnasiet følte jeg mig som en meget syg person, fordi jeg hele tiden skulle til lægen. Det føler jeg ikke mere, for jeg behøver ikke tage helt til sygehuset, siger hun.

- Jeg kan jo altid bede om et møde i virkeligheden, altså face to face, og så siger Magid ja, siger hun.

Holbæk Sygehus har udviklet værktøjet til de virtuelle konsultationer sammen med et it-firma. I februar blev arbejdet belønnet med en pris. 'Sammenhængsprisen' blev tildelt Medicinsk Afdeling på sygehuset for at tilbyde de virtuelle konsultationer med læger, sygeplejersker eller diætister til patienterne.

Det er en pris, der uddeles af blandt andre Digitaliseringsstyrelsen, og den gives til offentlige institutioner eller myndigheder, der hjælper med at gøre den offentlige sektor mere overskuelig og sammenhængende.


Nyhedsoverblik