Vil holde folkemøde for ny Storstrømsbro

LO Lolland-Falster vil holde folkemøde for at få byggeriet af en ny Storstrømsbro i gang hurtigere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det kan ikke vente – byggeriet af den nye Storstrømsbro skal i gang nu.

Sådan er målet for et folkemøde for en ny Storstrømsbro, der afholdes i næste måned.

Det skriver Lolland Falsters Folketidende.

- Det er den sidste brik, der mangler. Men det er vigtigt, at den falder på plads - den nye Storstrømsbro skal bygges nu, siger formanden for LO Lolland-Falster, Jørgen Erik Kozak Nielsen,til avisen.

Mødet vil blive afholdt på Masnedø Fortet søndag den 10. april.

Mødet kommer efter, at de borgerlige partier i Folketinget valgte at bremse byggeriet af broen for at spare penge. De mener, at den nuværende bro med nogle reparationer godt kan holde, indtil den nye bro står klar.