- Jeg hørte nogle kæmpe brag, og så troede jeg det var nogle jetfly, der fløj over og igennem lydmuren.
Sådan lyder det fra Erik Mosborg, der er beboer ved Klintholm Havn på Møn, hvor der fredag formiddag udbrød brand i en købmandsbutik.
Det værste var næsten pakhuset ved siden af, for det er jo en historisk bygning. Det ville være en katastrofe.
- Så lidt efter kom der flere brag, og så kom der ambulancer, fortæller Erik Mosborg.
Det var flere gasflasker, der eksploderede i den brændende købmandsbutik, som Erik Mosborg hørte.
Ligger historisk bygning ved siden af
Brandvæsnet arbejdede på højtryk for at undgå, at branden spredte sig til bygningen ved siden af. Her ligger Galleri Pakhuset, som er en historisk bygning.
Især den bygning bekymrede beboer i byen, Erik Mosborg.
- Det værste var næsten pakhuset ved siden af, for det er jo en historisk bygning. Det ville være en katastrofe. For den bliver aldrig genopbygget på den måde, siger han.
Malerier blev båret ud og ifølge indsatslederen Knud Erik Døssing fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning nåede branden ikke videre til pakhuset.
Brandvæsnet brugte drone
For netop at undgå, at branden spredte sig, brugte brandvæsnet en drone i luften.
- Dronen den har et varmesøgende kamera på og der kan vi se, hvor ilden er henne, og det er et rigtig godt redskab, så vi kan se, hvor vi skal starte, fortæller indsatsleder Knud Erik Døssing.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men hvad der nu ligger beboeren fra nærområdet på sinde er, hvordan byen skal klare sig uden købmandsbutikken.
- Den betyder meget, for Klintholm Havn kan ikke eksistere uden en købmandsforretning. I højsæsonen er der bare af bådturister mellem 600 og 700 mennesker der kommer ind hver dag plus alle sommerhusene, fortæller Erik Mosborg.
- Nu er det jo spændende, hvad der sker, og om de kan få den klar til næste år, siger han.