Venstre skifter holdning til feriepark: - Jeg kan ikke sige ja til det projekt

Et flertal i Venstre siger nu nej til den måske kommende feriepark på Møn. I sidste uge var spidskandidaten ellers åben overfor projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Michael vil ikke sætte tal på hvor mange pladser, der skal være. Det vil vi gerne i Venstre. Vi har sagt maksimum 1200 sengepladser.

Sådan sagde Venstres borgmesterkandidat i Vordingborg, Karina Fromberg, om planerne om den kommende feriepark på Møn i TV2 ØSTs valgdebat, Dit Valg, i sidste uge.

Ved Dit Valg i Vordingborg den 25. oktober, var Karina Fromberg (V) åben overfor en feriepark på Møn.
Ved Dit Valg i Vordingborg den 25. oktober, var Karina Fromberg (V) åben overfor en feriepark på Møn. Foto: TV2 ØST

I dag har piben fået en anden lyd.

Nu er det et helt og aldeles nej.

Man kunne fristes til at tro, at den ændring er et skridt i valgkampen for at flytte nogle stemmer, men det afviser Karina Fromberg.

- For mit eget vedkommende kan jeg sige nej. Jeg kan bare mærke, at nu er nok nok, og jeg bliver nødt til at trække stregen og sige, at jeg kan ikke sige ja til det projekt, siger hun.

Det er en privat investor, som vil bygge ferieparken, der skal ligge ved Hjelm Bugt. Den skal efter planen bestå af 200 ferieboliger på mellem 66 og 250 kvadratmeter. Projektet har mødt massiv modstand.

For eksempel har foreningen Hjelm Bugts Venner indsamlet cirka 3600 underskrifter mod planerne.

Derfor vækker Venstres udmelding også glæde hos landmand og indehaver af Møn Is, Benjamin Christensen. Han bor cirka en kilometer fra Hjelm Bugt.

Fristende at rykke krydset

Ifølge Benjamin Christensen mener mange mønboere, at en feriepark er den forkert måde at sælge øen på.

Den tone møder TV2 ØST hos nogle af borgerne i Stege i dag, men for dem betyder et nej til feriepark ikke nødvendigvis, at kommunalvalgsstemmen går til Venstre.

Aase Bøgvad fra byen giver Karina Fromberg ret. Hun er imod og synes ikke, at vejnettet i området kan trække en feriepark.

Eva Meyer er også imod, men hun har allerede besluttet, hvor krydset skal sættes.

- Jeg har besluttet mig for, hvad jeg vil stemme, så sådan er det, siger hun.

En anden borger Peter Ewald kunne i modsætning til Eva Meyer godt fristes til at sætte sit kryds ved et parti, der er for ferieparken.

- Jeg overvejer seriøst at stemme på Socialdemokratiet, fordi de er jo for. Så nu må vi se, hvad det ender med, siger han.

Venstres nej til feriepark kan godt få Peter Ewald til at stemme på Socialdemokratiet.
Venstres nej til feriepark kan godt få Peter Ewald til at stemme på Socialdemokratiet. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Et politisk ansvar

Karina Fromberg og Venstres nej får dog ikke Socialdemokratiet på andre tanker. Her er Mikael Smed (S) ærgerlig over, at Venstre - ifølge ham - ikke tager det ansvar, som politikerne har for at arbejde for realiseringen af en kommuneplan.

- Når der kommer nogen, der vil investere i vores kommune, så synes jeg da, at det mindste vi kan gøre er at tage det ansvar, at vi undersøger tingene til bunds, før vi siger ja eller nej, siger han.

Det er da heller ikke alle partifællerne, der er med Karina Fromberg. Nogle af kandidaterne vakler stadig på beslutningen, men Karina Fromberg er fast besluttet.

Hun nævner især vejnettet, som tungen på vægtskålen.

- Der er flere af os, der har været ovre at køre området igennem, og vi har også drøftet det med mange borgere.

- Det er et kæmpe projekt at få den vej, som vi tænker er nødvendig at etablere derovre, og det vil koste rigtig mange penge.

Lige nu er Vordingborg Kommune stadig i gang med undersøgelser om ferieparken.



Nyhedsoverblik