V og DF tror på aftale om ny Storstrømsbro

De blå partier er fortrøstningsfulde for forhandlingerne om finansieringen af den nye Storstrømsbro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De kommer ikke til at få det, som de vil have det, men Venstre og Dansk Folkeparti møder alligevel op til tirsdagens forhandlinger om finansieringen af en ny Storstrømsbro.

Oppositionspartierne havde fået frist til tirsdag klokken 12 til at melde tilbage på det seneste udspil fra transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Meldingen fra de to største partier i blå blok er, at de er parate til at forhandle.

Tror på et resultat

- Vi er i god dialog med ministeren, vi er i gang med et forhandlingsforløb, og vi er forventningsfulde med hensyn til, at vi når et resultat. Men jeg har ingen kommentarer til forhandlingerne, lyder fra Venstre trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Alle partier i forligskredsen er enige om, at der er behov for en ny Storstrømsbro. Men finansieringen af broen har skabt stor splittelse.

Derfor har forhandlingerne, der har stået på i flere omgang siden efteråret, endnu ikke båret frugt.

- Vi møder op til forhandlingerne, men hvad vi ellers melder ind med, vil jeg lade blive mellem mig og transportministeren. Så må vi se, om vi kan nå længere, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.

Stadig uenighed om betaling

Regeringen har lagt op til at finde de 3,9 milliarder, som en ny bro koster, i Infrastrukturfonden.

Fonden indeholder imidlertid kun knap og nap de nødvendige midler til en bro, og samtidig bugner skufferne af især vej- og broprojekter, som savner finansiering.

Derfor har Venstre og Dansk Folkeparti ønsket at finde en alternativ finansieringskilde til broen, så skuffeprojekterne kan blive til virkelighed.

Vil have brugerbetaling

De har derfor foreslået at finansiere den nye bro med penge fra brugerne af den nye Femern-forbindelse eller Øresunds- og Storebæltsbroen.

- Vi skal nok nå en aftale, men det bliver ikke en optimal aftale under nogen omstændigheder, for vores råderum er meget begrænset i forhold til de mange projekter, der venter på finansiering, siger Kim Christiansen.

- Vi forventer, at vi skubber beslutningen om restfinansieringen af Storstrømsbroen indtil næste år, hvor vi kender prisen på Femern Bælt.

- Det betyder dog, at vi ikke kan bruge pengene endnu, da de vil være reserveret, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik