Tørre figner og slatne afgrøder - sådan rammer tørken årets høst

På Møn er der faldet så lidt regn i maj, at det kommer til at sætte sit præg på høsten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landet over har maj været tør, men på Møn har de nærmest ikke fået én dråbe vand.

- I kan jo også se, hvor tørt det er, siger Erik Mosborg og slår ud med armen.

Han har 350 figentræer på Nordeuropas formentlig eneste figen plantage ved Borre på Møn. 

Og selvom figner normalt dyrkes i Sydeuropa, spejder Erik Mosborg efter tunge grå skyer på himlen, for hans finer, der serveres på eksklusive restauranter i København, skal gerne blive så gode som muligt.

Tørke, landbrug, Møn
Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

- Hvis ikke de får det vand, de skal, så bliver det jo ikke sådan nogle saftige figner, og det skal det jo gerne være, siger han.

Og på grund af den tørre maj må han nu ty til vanding.

- Det er da irriterende at skulle stå op hver morgen klokken 04.00 for at vande. Men nu har vi fået lagt slanger ud, siger han.

Mindre halm til varmeværkerne

Også Finn Jørgensen fra Stege kan se, hvordan tørken har sat sit præg på hans afgrøder.

Hans vårbyg skulle have stået saftigt og grønt, men manglende regn har allerede sat sine spor.

- Den mangler noget vand her, den er begyndt at smide de nederste blade, og den bliver sådan lidt slatten i bladene, siger han.

Finn Jørgensen kan glæde sig over, at høsten sidste år til gengæld var perfekt.
Finn Jørgensen kan glæde sig over, at høsten sidste år til gengæld var perfekt. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

- Vi risikerer at høste tyve procent mindre i værste fald, men det er jo det, sådan er vilkårene, siger han.

Og den tørre maj vil kunne ses, når der skal høstes i sensommeren.

- En ting vi i hvert fald kan være sikker på i det her år, det er, at de af os, der bjærger halm til varmeværkerne, der bliver nok kun halv mængde af, hvad der plejer at være. Det kan vi se på hvedemarkerne, og det kan du også se på bygmarkerne, for vi får nogle afgrøder, der ikke bliver ret høje, siger Finn Jørgensen.

På Møn har de nærmest ikke fået én dråbe vand denne maj.
På Møn har de nærmest ikke fået én dråbe vand denne maj. Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Og hos DMI kan de ikke trylle noget frem.

- De første 10 dage er der ikke rigtig noget, der tyder på, at vi får et markant vejrskifte. Om der så kommer en enkelt lille regnbyge, når vi kommer ud over den her uge, det kan godt være. Men det er ikke noget, der kommer til at batte noget som helst, og det bliver jo langt fra alle, der får, siger meteorolog Henning Gisselø.

Læs også
Vander du også helt forkert i tørken?
Læs også
Vander du også helt forkert i tørken?

Heldigvis var sidste år helt perfekt for Finn Jørgensens høst, så han gør som alle os andre og nyder det, så længe det varer.

- Vi er ikke herre over det, og vi lever med det, og så nyder vi vejret, og det er jo dejligt, når solen skinner, siger landmanden.


Nyhedsoverblik