Taxa-drømme støttes ikke af kommunen

21-årige Line Panslev står med et job på hånden som chauffør for flextrafik. Men det kræver et kursus, som jobcentret ikke vil støtte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Line Panslev befinder sig bedst bag rattet og vognmand Thomas Klintø-Nielsen vil hellere end gerne vige pladsen. Derfor henvendte de sig sammen til jobcenteret i Vordingborg for at høre, om de kunne hjælpe Line med at få sig et taxa-kørekort - med udsigten til en fast ansættelse bagefter. Men svaret var skuffende:

- Taxa var ikke nogen uddannelse, så det ville man ikke give, siger Thomas Klintø-Nielsen. Ifølge loven skal kontanthjælpsmodtagere under 25 have en kompetencegivende uddannelse, og en uddannelse som chauffør falder uden for den kategori. 

- Der er en lovgivning, og det er den, vi følger, siger formand for Uddannelses og Arbejdsudvalget i Vordingborg Kommune, Niels Fog, og fortsætter: 

- Jeg er i øvrigt helt enig med den lovgivning. De unge skal have sig en ordenlig uddannelse, så de kan forsørge sig selv resten af livet. Og der viser alle erfaringer bare, at man er bedst hjulpet med en længere uddannelse, siger han. Men Line Panslev mener ikke selv, at hun skulle være bedre hjulpet med en anden uddannelse end den, hun ønsker sig her og nu.

 - Hvis jeg tvinges ud i en uddannelse, som jeg ikke har lyst til, så går der bare endnu kortere tid, før jeg igen står i køen og beder om kontanthjælp, siger hun. Thomas Klintø-Nielsen mener også, at et par tusinde kroner fra kommunen til et erhvervskørekort ville være godt givet ud.

- Der er massere af mennesker, der gør det her hver dag og lever af det. Det er et fint job, siger han. Foreløbigt må Line Palslev nøjes med passagersædet. Men med eller uden kommunens hjælp går hun efter drømmejobbet bag rattet.

Fra næste år er det alle kontanthjælpsmodtagere under 30, der pålægges at tage en såkaldt kompetencegivende uddannelse.

 


Nyhedsoverblik