¨

Stort parti tøj stjålet fra forretning

Foto: TV ØST

En forretning i Vordingborg har fået stjålet et stort parti tøj, og politiet advarer nu om mulige hælervarer i omløb.

Hvis du får tilbudt en ny trøje, jeans eller en skjorte til en ualmindeligt god pris, så kan det være hælervarer. Politiet advarer nu mod at købe tøj, fordi det kan stamme fra et stort tøjtyveri i Vordingborg.

Et sted mellem søndag klokken 15.30 og mandag klokken 9.30 har der været indbrud i tøjforretningen Mister på Algade 58 i Vordingborg. Tyvene er sluppet væk med et stort parti tøj fra forretningen, og i den sammenhæng efterlyser politiet oplysninger fra folk, der kan have hørt eller set noget i forbindelse med indbruddet.

Hilfiger og Hugo

Politiet advarer samtidig om, at der kan være hælervarer i omløb. Det drejer sig specielt om disse mærker: Bosweel og Eton skjorter, Clipper pullover, Eterna tøj generelt, Tommy Hilfiger poloshirt, jeans, jakker, dunveste, skjorte, pullover med videre samt Alberto og Hugo Boss Jeans.

Hvis du støder på et ualmindeligt godt tilbud på nogle af disse tøjmærker, hører politiet meget gerne fra dig.

Spørg efter kvitteringer

Det er ofte gennem privatsalg, at man bliver tilbudt hælervarer. Internettet, avisernes brugtkøbs-annoncer og loppemarkeder er eksempler på steder, hvor du skal være særlig opmærksom. Du bærer selv ansvaret for, at du ikke køber stjålne varer, og derfor er det vigtigt, at du sikrer sig de rigtige oplysninger om varen, så du ikke risikerer at blive sigtet for hæleri.

Spørg for eksempel efter de originale kvitteringer eller prøv at få at vide, hvor varen kommer fra. Få altid en kvittering og legitimation med navn og adresse på den person, du køber varen af. Er du i tvivl, eller synes du, der er noget, som virker mærkeligt ved handlen så kontakt politiet.

Hæleren er lige så slem som stjæleren

Hæleri straffes ligeså hårdt som tyveri. Det vil sige enten bøde- eller fængselsstraf. Desuden vil man altid skulle aflevere en stjålen ting tilbage – også selv om man ikke var klar over, at det man købte, var stjålet.

Oplysninger til indbruddet på Algade kan ske til driftslederen ved Lokalpolitiet i Vordingborg på 41328706. Oplysninger om hæleri generelt kan ske på 114.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App