Stormflodsramte undrer sig: Hvorfor får vi ikke hjælp?

Beboerne i Oddermose Strand forstår ikke håndteringen af stormfloden. Borgerne må selv betale for at få pumpet vandet væk, mens kommunen og beredskabet har stået for det i andre områder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vandet er efterhånden sunket lidt i sommerhusområdet Oddermose Strand på Møn. Men beboerne har også måttet se pengepungen synke gevaldigt efter stormfloden.

For sommerhusejerne har selv måtte bekoste at få pumpet vandet væk fra de oversvømmede områder, hvilket beboerne finder mærkværdigt.

- Jeg undrer mig over, at vi ikke har fået noget hjælp. Vi havde besøg af beredskabet og kommunen og oprindeligt lovede de os hjælp til at pumpe vandet væk. Men så kom budskabet om, at vi alligevel ikke kunne få hjælp, udtaler Bo Schmidt, forperson i grundejerforeningen Oddermose Strand.

I Oddermose Strand på Møn undrer de sig over, at de ikke får hjælpe fra myndighederne.
I Oddermose Strand på Møn undrer de sig over, at de ikke får hjælpe fra myndighederne. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Men situationen er den stik modsatte i et andet oversvømmet område i Vordingborg Kommune. I sommerhusområdet Roneklint ved Præstø har Beredskabsstyrelsen nemlig pumpet store dele af vandet væk.

Hvad syntes du om, at der er den forskelsbehandling?

- Jeg synes, at det er dybt urimeligt. Vi er en lille grundejerforening. Vi er måske 50 til at betale denne regning, udtaler Bo Schmidt, forperson i grundejerforeningen Oddermose Strand.

Diget er for ødelagt

I Oddermose Strand fik de besøg af borgmester Mikael Smed og beredskabet søndagen efter stormfloden, der toppede natten til lørdag den 21. oktober.

Ifølge Bo Schmidt fik beboerne her lovning på, at der ville blive stillet pumper til rådighed indenfor 24-48 timer.

Senere kom Beredskabsstyrelsen forbi og gennemgik skaderne. Ifølge Bo Schmidt var beskeden fra den statslige styrelse, at området havde behov for hjælp til at få vandet væk.

Men på et efterfølgende stormøde med deltagelse af kommunen, lokalt beredskab og Beredskabsstyrelsen, var beskeden derimod meget nedslående.

- Vi fik at vide, at de alligevel ikke kunne hjælpe os, siger Bo Schmidt.

Mange blev overrasket af vandmasserne, og Bo Schmidt måtte selve sejle ud for at redde nogle af beboerne.

Ifølge Midt- og Sydsjællands Brand & Redning er forklaringen, at diget i Oddermose Strand er for ødelagt til at få vandet væk. 

- Forskellen på Roneklint og Oddermose Strand er, at det ikke gav mening at få Beredskabsstyrelsen til at pumpe i Oddermose Strand, forklarer Henrik Nilsson, beredskabschef i Midt- og Sydsjællands Brand & Redning.

- Deres dige er for ødelagt. Det giver simpelthen ikke mening at indsætte ressourcer i Oddermose, før deres dige er genetableret, siger han.

Henrik Nilsson er beredskabschef i Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, som hjalp i Roneklint, da vandmasserne væltede ind under stormfloden. Arkivfoto.
Henrik Nilsson er beredskabschef i Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, som hjalp i Roneklint, da vandmasserne væltede ind under stormfloden. Arkivfoto. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Det er ikke en offentlig opgave at genskabe diger. Den opgave ligger hos de private grundejere. Sommerhusejerne stod altså med opgaven selv.

Kommunen: For dyrt at hjælpe Oddermose

Hos Vordingborg Kommune lyder beskeden, at frustrationen hos beboerne i Oddermose Strand er forståelig.

- Jeg kan godt forstå, at grundejerne i Oddermose Strand synes, det er mærkeligt, at man får hjælp et sted, mens man ikke kan få hjælp et andet sted. Men det er en vurdering af, at situationen efter stormfloden var forskellig de to steder, udtaler Rolf Hoelgaard, Center for Vej Natur og Miljø i Vordingborg Kommune.

Ifølge Rolf Hoelgaard, Center for Vej Natur og Miljø i Vordingborg Kommune er der ikke råd til at hjælpe i Oddermose Strand. Foto: Kristoffer Koch
Ifølge Rolf Hoelgaard, Center for Vej Natur og Miljø i Vordingborg Kommune er der ikke råd til at hjælpe i Oddermose Strand. Foto: Kristoffer Koch

Kommunen kunne dog godt have valgt at bede om hjælp til at få pumpet vandet væk. Men det ville koste for mange penge, forklarer Rolf Hoelgaard.

- Det er en privat opgave at sikre diget. Hvis vi skulle hjælpe i Oddermose Strand, ville vi skulle træde til alle steder, hvor diger brister. Kommunes midler er ikke uendelige, og det er ganske store beløb, hvis man skal yde den service til alle, udtaler Rolf Hoelgaard.

Respekt trods undren

I Oddermose Strand er der stadig oversvømmede områder og huse, som står delvist under vand.

Ifølge Bo Schmidt står beboerne nu tilbage med en blandet følelse overfor myndigheder og beredskab, der ikke kan hjælpe dem.

- Det er jo et voldsomt forløb. Jeg har stor respekt for de folk, som har været involveret i stormfloden. Både kommune og beredskab. Men jeg har ikke respekt for deres behandling efterfølgende. Jeg undrer mig stadig over, at de ikke kan hjælpe os, udtaler Bo Schmidt, forperson i grundejerforeningen Oddermose Strand.


Nyhedsoverblik