Spulede nabo med haveslange - langvarig nabostrid fører til sigtelser

Længere tids stridigheder mellem naboer i Præstø eskalerede søndag aften. Vand og trusler blev udvekslet over hækken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der blev både brugt vandslange og trusler på livet, da politiet søndag aften sendte en patrulje afsted til Præstø.

Her var en nabostrid mellem to midaldrende mænd i fuld gang, og det er ikke første gang Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykker ud til netop denne adresse.

- Det er næsten uoverskueligt at tælle sammen, hvor mange sager der er. Der ligger flere sager helt fra sidste år, siger Joy Haensel, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Førte til sigtelse

Det knap så vellykkede naboskab omfatter en 45-årig mand og en 48-årig mand. Det var den 48-årige mand, der tog vandslangen og trusler i brug, og det førte til en sigtelse for vold og for trusler.

Da politiets patrulje ankom til stedet, ville den 48-årige mand ikke lukke op for politiet, så der måtte tilkaldes en låsesmed, før manden kunne blive sigtet for vold og for truslerne.

- Han var rolig, da politiet kom ind, siger Joy Haensel.

Tilbyder konfliktmægling

Politiet har både været kaldt ud til hærværk, stridigheder, vold og trusler mellem de to naboer. I sådan en situation tilbyder politiet hjælp til at løse konflikterne.

- Vi tilbyder parterne konfliktrådsmægling, hvor man måske kan få en forståelse for hinanden. Men det kræver selvfølgelig, at begge parter vil være med, siger Joy Haensel, der tilføjer:

- Det er jo bare super ærgerligt for borgerne, at de ikke kan komme overens.


Nyhedsoverblik