Renovering af Dronning Alexandrines Bro vil give gener for trafikanterne

Mandag den 24. august påbegynder Vejdirektoratet vedligeholdelsesarbejde på broen mellem Sjælland og Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra på mandag og seks uger frem vil Vejdirektoratet udføre vedligeholdelsesarbejde på Dronning Alexandrines Bro, der også er kendt som Mønbroen.

Vejdirektoratet oplyser i en pressemeddelelse, at vedligeholdelsesarbejderne omfatter forbedring af adgangsforholdene til gennemsejlingsfaget ved pillerne 6 og 7.

Arbejdet betyder, at der kommer en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen på broen.

- Dette kan give anledning til gener for vejtrafikken – herunder spærring af én kørebane med lysregulering, skriver Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.

Beklager gener

Arbejdet på broen til Møn vil foregå på hverdage fra klokken 09.00 til 19.00, og Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

Information om hvor der arbejdes og konkrete restriktioner for trafikken kan ses på www.trafikinfo.dk sammen med øvrige relevante vej- og trafikmeldinger.   

Det vil til alle tidspunkter i perioden være muligt for cyklister og fodgængere at passere broen udenom arbejdsområdet.

Arbejdet på broen strækker sig til den 1. oktober.


Nyhedsoverblik