Pårørende kritiserer politiet - fandt afdøde Magnhilds sandal og fod

Jeanet Egelund Nielsen har svært ved at forstå, hvordan politiet kunne overse de fund, hun selv gjorde, tæt på hvor 85-årige Magnhild Hansen blev fundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

12. december sidste år blev 85-årige Magnhild Hansen fundet død i et naturområde i Skiblinge ved Præstø efter at have været forsvundet i et halvt år.

Onsdag skal hun begraves, og for at mindes hende en sidste gang tog Jeanet Egelund Nielsen ud til findestedet.

Magnhild Hansen var hendes fars moster, og grundet coronavirussen kan Jeanet Egelund Nielsen ikke være med til begravelsen.

Tæt på findestedet fandt hun en lys sandal af mærket, som Magnhild Hansen var efterlyst med. Nede i sandalen var der en del af en fod i, og hun fandt også resterne af en nylonstrømpe.

- Der gik jeg i panik og begyndte at græde, for jeg var ikke gået derned for at finde ligdele, men for at sige farvel en sidste gang, siger hun til TV2 ØST.

Jeanet Egelund Nielsen ringede til sine forældre, som kørte til stedet og så fundet. Hun ringede også til politiet, som konkluderede, at det var Magnhild Hansens sandal, og bad familien blive, hvor den var.

- Der gik en times tid, hvor vi ventede på, at politiet kom, mens vi stod der i halvmørket.

Hvordan havde du det?

- Jeg havde ikke stået der, hvis min far og min kæreste ikke havde været med. Det var uhyggeligt, og først var jeg chokeret, så blev jeg vred og tænkte: Hvad pokker var det her for noget?

85-årige Magnhild Hansen blev fundet i december sidste år efter at have været forsvundet i et halvt år. Jeanet Egelund Nielsen på billedet fandt i søndags Magnhilds ene sandal og lidt af hendes fod på findestedet.
85-årige Magnhild Hansen blev fundet i december sidste år efter at have været forsvundet i et halvt år. Jeanet Egelund Nielsen på billedet fandt i søndags Magnhilds ene sandal og lidt af hendes fod på findestedet.

Hun mener ikke, politiet undervejs i hele eftersøgningen har gjort deres arbejde godt nok.

- Politiet var gode til at lede de første par dage, men så blev der meget stille, og kommunikationen blev mangelfuld. Og det kan ikke være rigtigt, at vi skal finde ligdele og knogler så tæt på, siger hun.

Politiet beklager forløbet

På baggrund af fundet rykkede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag formiddag ud til findestedet for at lave en ny afsøgning af området for at sikre sig, at der ikke ligger flere effekter med interesse for sagen gemt.

Politiet undersøger området, hvor familien fandt en del af Magnhild Hansens fod.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen beklager forløbet og undrer sig over, at Jeanet Egelund Nielsen kunne finde sandalen, noget af foden og nylonstrømpen.

- For der har både været en manuel afsøgning, liget er blevet bjærget derude, og hunde har også søgt i området. Men at sige noget konkret om, hvorfor det er gået, som det er, kan vi jo ikke. Vi kan blot konstatere, at det er en traumatisk oplevelse for familien at komme ud og finde de her ting, siger han til TV2 ØST.

Magnhild Hansen - 16:9
Læs også
Lig blev fundet i Præstø – det var 85-årige Magnhild
Magnhild Hansen - 16:9
Læs også
Lig blev fundet i Præstø – det var 85-årige Magnhild

Han afviser fortsat, at Magnhild Hansen har været udsat for en forbrydelse.

- Vi har undersøgt hendes adfærd, vaner og rutiner, omgangskreds og i det hele taget dannet os et meget klart billede af hendes færden. Der har også været foretaget et retslægeligt ligsyn og en obduktion af liget, og intet peger i retningen af en forbrydelse.

Politiet vil nu se, om der fremadrettet skal ændres på arbejdsmetoden i forbindelse med eftersøgningen af forsvundne personer. 


Nyhedsoverblik