Nye arbejdspladser kan være på vej til Falster

90 landmænd var i dag mødt op til første informationsmøde om en ny stivelsesfabrik, der kan komme til at ligge på Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I fremtiden kan kartofler komme til at fylde mere i landbrugsjorden på Sydsjælland og Sydhavsøerne. 

Vel at mærke en særlig sort; melkartoflen. Den kan nemlig bruges til at lave stivelse. En produktion, der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer øst for Storebælt. Men det skal den fremover, mener de hos erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster, der derfor havde inviteret landmænd fra Lolland, Falster og Sydsjælland til møde.

- Markedet for stivelsesprodukter er stigende. Vi kan se på den produktion, der er i Jylland, at det er en afgrøde, der er økonomisk og landsbrugsmæssigt interessant at dyrke derover. Og det vil vi gerne undersøge, om det også kunne være herover, forklarer Steffen Lund, der er investeringschef hos Business Lolland-Falster.

Der er gode erfaringer fra Jylland med at dyrke melkartofler og lave dem til stivelse. Det håber Steffen Lund fra Busines Lolland-Falster kan kopieres øst for Storebælt.
Der er gode erfaringer fra Jylland med at dyrke melkartofler og lave dem til stivelse. Det håber Steffen Lund fra Busines Lolland-Falster kan kopieres øst for Storebælt. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Stivelsen kan bruges til mange ting - blandt andet i industrien. For eksempel til limning af printplader, der har fået efterspørgslen til at stige kraftigt de seneste år. Men det bruges også i fødevareprodukter.

- Hvis du går i supermarkedet og køber for eksempel pizza topping, har det ikke meget med ost at gøre. Det er stivelse med ostesmag, fortæller Steffen Lund.

Erhvervsorganisationen har sat projektet i søen i samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS og landbrugsrådgivningen VKST, der også var med til mødet. De gjorde blandt andet landmændene klogere på afkast og omkostninger ved dyrkning af melkartofler.

Stort fremmøde

Landmænd fra hele Lolland, Falster og Sydsjælland var stimlet sammen til onsdagens infomøde i DGI Huset i Vordingborg. I alt havde 90 stykker meldt deres ankomst. 

En af dem var Christian Høegh, der driver et landbrug ved Kettinge på Østlolland. I dag dyrker han blandt andet byg, hvede og roer. Men han er ikke afvisende for at omlægge noget af hans jord.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan holde en høj indtjening på vores jord, efterhånden som renterne stiger, og bankerne stiller større krav. Og så er det også ren og skær interesse, da jeg godt kan lide at dyrke specialafgrøder. Og jeg kan godt lide tanken om måske at være med til et nyt landbrugseventyr, siger landmanden.

Christian Høegh dyrker blandt andet byg, hvede og roer i dag, men han vil ikke udelukke melkartofler.
Christian Høegh dyrker blandt andet byg, hvede og roer i dag, men han vil ikke udelukke melkartofler. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Og det er vigtigt med stor opbakning til projektet. Planen er nemlig, at landmændene skal finansiere fabriksanlægget med andele.

- Den model, vi ser i Jylland, er, at anlæggene er finansieret af leveringsrettigheder. Det vil sige, at en landmand køber en rettighed til at levere så og så mange ton kartofler. Og det er grundlaget for egenfinansieringen af sådan et anlæg, forklarer Steffen Lund fra Business Lolland-Falster.

Et fabriksanlæg, der kan omdanne melkartoflerne til stivelse, løber op i 150-200 millioner, vurderer Steffen Lund.

Ideel placering på Nordfalster

Hos Business Lolland-Falster har man allerede en forestilling om, hvor et fabriksanlæg ideelt set kan ligge; nemlig på det nordlige Falster. 

- Med centrum på Nordfalster kan vi slå en cirkel, der når fra Nakskov til Slagelse og Stevns. Det giver et godt geografisk område i forhold til at finde det areal, der skal bruges til at producere kartoflerne, siger han.

Erhvervsorganisationen har selv nævnt ærteproducenten Ardo i Orehoved som en mulig lokation. Virksomheden meldte tidligere på året ud, at produktionen på Nordfalster ophører.

Landmæmd møde stivelse fabrik
Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Ellers vil et sted tættere på Sydmotorvejen være ideelt. Altså i nærheden af enten afkørsel 43 Nørre Alslev, hvor man blandt andet finder Business Park Falster eller afkørsel 44 Eskilstrup, hvor et biogasanlæg har været på tale. Et biogasanlæg vil både kunne bidrage til produktionen på fabrikken og aftage kartoffelpulp (restprodukt, red.), som så kan benyttes til at producere biogas.

Business Lolland-Falster vurderer, at fabriksanlægget til kartoffelstivelse vil kunne beskæftige op imod 80 personer. Det kræver dog i første omgang, at landmændene er villige til at producere melkartofler, da der skal bruges 7.000 hektar jord. Og her kan landmand Christian Høegh godt være betænkelig for sit eget vedkommende.

Business Lolland-Falster anser det nordlige falster for et ideelt sted til en stivelsesfabrik. Gerne tæt på Sydmotorvejen.
Business Lolland-Falster anser det nordlige falster for et ideelt sted til en stivelsesfabrik. Gerne tæt på Sydmotorvejen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST


- Vi har en forholdsvis fed jord hernede på Lolland-Falster og Sydsjælland, og jeg er betænkelig ved, hvordan vi praktisk kan komme i mål med det her uden vanding. Og jeg ved fra jyske landmænd, at fed jord kan give problemer med at skelne kartofler fra jordknolde, lyder det.

Til mødet gav i omegn af 30 landmænd tilsagn til at lave en forening, mens andre i stedet skulle hjem og vende skråen først.



Nyhedsoverblik