¨

Ny klimasø skal sikre Præstø by mod oversvømmelser fra å

01:32

En klimasø skal forhindre, at Tubæk Å skaber oversvømmelser i Præstø by. Video: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Ny klimasø skal afhjælpe problemerne, når Tubæk Å går over sine bredder. I Nykøbing Falster har en lignende sø haft flere positive følger.

Når regnen siler ned, og det gør den jo sommetider, har Tubæk Å i Præstø det med at løbe over sine bredder, til stor gene for borgerne i den sydsjællandske havneby.

På det lokalhistoriske arkiv, der ligger i centrum af byen og blot et stenkast fra åen, har man flere gange oplevet at få besøg af uvelkomment vand. Arkivet rummer hele Præstøs historie og har eksempelvis aviser helt tilbage fra 1859. Og arkivleder Ove Jørgensen tøver ikke med at tage et af de helt store ord i brug på spørgsmålet, hvad en decideret oversvømmelse vil have af konsekvenser.

- Jeg ville bruge ordet katastrofe for vores lokalsamfund. For det er jo vores historie, vi har hernede, siger han i et af rummene, der er udnyttet til sidste kvadratmeter med opslagsbøger.

Artiklen fortsætter under billedet.

Arkivleder Ove Jørgensen fra det lokalhistoriske arkiv i Præstø har flere gange oplevet, at vandet fra Tubæk Å er sivet ind i lokalerne. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Oversvømmelsesfrygten - især med tanke på stormflod - og eksemplerne med vand i gaderne har fået Vordingborg Kommune til at reagere ved at bygge en såkaldt klimasø. Kommunen har købt et afgrænset grønt areal et stykke udenfor bymidten, der grænser op til åen, og skal her grave 16.000 kubikmeter jord op.

- Vi laver noget af et hul i jorden, siger vandløbsmedarbejder Jimmi Spur Olsen fra Vordingborg Kommune. 

- På den måde kan vi parkere noget af vandet fra åen, når den stiger voldsomt. I stedet løber vandet ind i hullet og som en parkeringsplads venter på, at åen falder til ro igen, og så løber det stille og roligt tilbage. På den måde har man lavet en beskyttelse af Præstø by.

Udover at sikre bymidten vil klimasøen også fungere som gydeområde for brakvandsgedder, der holder til i den store Præstø Fjord. Samtidig fjernes dræn på marken, så kvælstoffer bliver fjernet fra vandet. Endelig bliver der i hele området sået vilde blomster til gavn for insektlivet. 

Liv, planter og bikepark

I Nykøbing Falster lavede man sidste efterår en lignende klimasø for at undgå, at åen Tingsted Å løb over sin bredder. Her begynder resultatet af klimasøen at kunne ses.

- Førhen havde vi bare en mark. Nu har vi fået en dejlig, stor sø med masser af liv og planter, og vegetationen er kommet hurtigt, siger vandløbsbiolog i Guldborgsund Kommune Magnus Engkær.  

Artiklen fortsætter under billedet.

En stor bikepark er blevet født i det område af Nykøbing Falster, hvor der er blevet lavet en klimasø. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Jorden fra udgravningen er samtidig kommet en helt anden gruppe til gode, som man ikke i første omgang kæder sammen med det at lave en klimasø. Jorden er nemlig blevet omdannet til en mountainbikebane, som for nylig er åbnet.

- Jeg er mere end tilfreds, og det oversteg vores vildeste forventninger. Fra at vi først troede, der skulle være et enkelt mountainbikespor, er det nu blevet Danmarks næststørste bikepark, siger formand for Trailstars Falster Per Hovdreng Lise. 

I de historiske gemmer på lokalarkivet i Præstø er glæden over den kommene klimasø stor.

- Alt det, der kan afhjælpe det truende problem hernede, er jo alletiders, siger Ove Jørgensen. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App