Når FN holder topmøde i juli i New York, vil de fremmødte fra hele verden ikke være i tvivl om, hvad Møn er.
For på mødet bliver vist en video om Møns særligt udpegede UNESCO-naturområde, kaldet Møn Biosfæreområde.
Videoen er udvalgt som en del af UNESCO's præsentation af de særlige naturområder verden over.
Det oplyser Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse.
Viser bæredygtig udvikling i kommunen
Videoen fra Møn viser, hvordan man her arbejder med at udfylde et af FN's verdensmål om bæredygtighed - nemlig "Livet i havet". Den handler om, hvad man gør for at bevare de lokale fiskebestande i Stege Bugt og Nor.
Hvad er et biosfæreområde?
Samtidig handler det også om, at de mennesker, som bor og arbejder i området sørger for at skabe balance mellem folk og natur.
Borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), er stolt af den danske deltagelse.
- Jeg er personlig meget stolt af, at Møn Biosfæreområde indleder UNESCO’s præsentation af biosfæreområder og verdensmål under FN topmøderne i New York. Det er et incitament for den bæredygtige udvikling vi ønsker at styrke i vores kommune og et stærkt brand for Møn, siger borgmester Mikael Smed i pressemeddelelsen.
Møn blev udpeget sidste år
Sidste år blev Møn udpeget af UNESCO til at være biosfæreområde. Det er Møn og de omkringliggende øer Bogø, Farø, Tærø og Nyord og det vand, der samler området øst for Sjælland, som danner biosfæreområdet. Der er udpeget områder som Møn over hele verden.
Videoen fra Møn er én blandt 30 udvalgte videoer af internationale eksempler som vil blive vist på topmødet. Udover FN-topmødet vil videoen, sammen med de øvrige, også blive vist på flere andre topmøder i New York sommeren over.
Du kan læse mere om FN's verdensmål på FN's hjemmeside.
Ovenover artiklen kan du se videoen. Den indleder i øvrigt UNESCO's fulde præsentation til møderne.