Møn kan blive det kolde Maldiverne - men én ting truer

Feriebyen ved Stege Kyst på Møn er blevet godkendt, men en klage har dog bremset en del af projektet mindst et år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Boliger med egen udgang til havet og blå bølger, der skyller op på stranden. Det kunne lyde som Maldiverne, men det er faktisk tankerne bag et nyt feriebyprojekt på Møn ved Stege Kyst. 

Projektet er blevet godkendt med hjælp fra en særlig forsøgstilladelse fra Erhvervsministeriet, Kystdirektoratet og Vordingborg Kommunes lokalplan.

quote Det er ærgerligt, at projektet er blevet udskudt, men det giver også mulighed for at sikre et endnu bedre projekt og løsning for Pælehusene

Niels Solon, medejer af Sukkerfabrikken Møn og ansvarlig for udvikling og salg

Planen er, at feriebyen kommer til at strække sig over 82.000 kvadratmeter, hvori den gamle sukkerfabriks arealer inddrages til til cafeer, wellness, hotel, velkomstcenter og 475 ferieboliger på land.

Det første prøveferiehus er allerede på vej, men en klage har stoppet en del af projektet. 

Pælehuse udskudt

Det er nemlig planen, at der, udover boligerne på land, skal bygges 25 huse på fire meter høje pæle i Stege Bugt, som en del af feriebyen. 

Og det er netop de huse, der møder modstand. 

Boligerne kommer til at være 55 kvadratmeter med fire sovepladser og en hems
Boligerne kommer til at være 55 kvadratmeter med fire sovepladser og en hems Foto: Sukkerfabrikken Møn, visualisering

I maj 2022 gav Kystdirektoratet ellers grønt lys for projektet. Men i juni modtag direktoratet en klage fra Bevaringsforeningen Stege Nor og Norets opland. 

Kystdirektoratet oplyser til TV2 ØST, at klagen og sagen blev overdraget til Miljø- og Fødevareklagenævnet i juli, og at der endnu ikke truffet afgørelse i klagesagen. 

Det betyder også, at projektet på vandet bliver udskudt mindst et år, til sagen er færdigbehandlet.

Ifølge Niels Solon, der er medejer af Sukkerfabrikken Møn og ansvarlig for udvikling og salg af feriebyprojektet, vil de bruge ventetiden på at gøre pælehusene endnu bedre. 

- Det er ærgerligt, at projektet er blevet udskudt, men det giver også mulighed for at sikre et endnu bedre projekt og løsning for pælehusene, siger han.

En del af den gamle sukkerfabriks arealer inddrages til velkomstcenter, cafeer og feriehuse.
En del af den gamle sukkerfabriks arealer inddrages til velkomstcenter, cafeer og feriehuse. Foto: Sukkerfabrikken Møn

Det er ikke første gang, at husene møder kritik. I 2021 skabte planen om boligerne på vandet røre på Møn blandt borger og politikere. 

Flere politikere mener, at pælehusene vil ændre den landskabelige værdi og udsigt. De forstår heller ikke, hvorfor man skal bygge ude på vandet, når der er plads på landjorden.

Glæder sig over muligheden

En af de politikere, der til gengæld synes, at pælehusene er et spændende projekt, er Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S).

- At kunne etablere pælehusene som foreslået er jo en dimension, vi ikke ser andre steder, og det kunne blive spændende, hvis det blev muligt, siger han.

Også planerne om at indrette hotel og cafeer i de gamle industribygninger glæder borgmesteren.

- Jeg synes, at det er rigtig godt at få de gamle industribygninger i spil og indrette det til nogle rekreative formål. Med de projekter og ideer, der ligger, vil det være noget, der understøtter Sydsjælland og Møn som et attraktivt sted at holde ferie og nyde naturen, siger Mikael Smed (S). 

Feriebyen kommer til at strække sig over 82.000 kvadratmeter, men særligt husene på pæle ude i vandet har mødt stor modstand
Feriebyen kommer til at strække sig over 82.000 kvadratmeter, men særligt husene på pæle ude i vandet har mødt stor modstand Foto: Sukkerfabrikken Møn, visualisering

Sukkerfabrikken havde til at begynde med faktisk ikke forventet at få lov til at bygge ude i vandet. 

- Vi havde faktisk ikke regnet med, at vi ville få lov, så vi er meget glade for interessen og muligheden. Med pælehusene har vi fået en helt unik tilladelse til at bygge på vandet, som ingen andre i Danmark før har fået, siger Niels Solon. 

Inspiration fra Maldiverne

Niels Solon fortæller, at man, i udarbejdelsen af plantegningen af pælehusene, har fået inspiration fra varmere himmelstrøg, heriblandt Maldiverne. 

Her kan man mange steder se lignende huse i vandet. De bruges ofte til udlejning, men det er endnu ikke klart hvem, boligerne på Møn skal sælges til.  

Det er planen, at sukkerfabrikkens gamle bygninger skal indrettes til hotel
Det er planen, at sukkerfabrikkens gamle bygninger skal indrettes til hotel Foto: Sukkerfabrikken Møn

Hvis boligerne udbydes til privat salg, vil de, ifølge Niels Solon, formentlig komme til at koste i omegnen af fem millioner kroner.

Niels Solon håber dog, at boligerne kan sælges som et delekoncept, hvor han forestiller sig, at man ville kunne købe 1/8 af boligen for 700.000 kroner og derved have brugsret til boligen seks uger om året. 

På den måde kan boligerne blive tilgængelige for flere, fortæller han. 

Ferieboligerne forventes at stå færdige om to år, mens hele feriebyprojektet ventes færdigt om syv til 10 år.


Nyhedsoverblik