Mand skudt af politiet på Lundby Station – opførte sig truende med kniv

En 42-årig mand er blevet skudt af politiet på Lundby Station efter at have truet personale og en passager med kniv i et regionaltog.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En udenlandsk 42-årig mand er natten til torsdag klokken 01.35 blevet ramt af skud, der blev affyret af politiet. Hændelsen fandt sted i regionaltoget på Lundby Station, fordi manden havde optrådt truende med en kniv over for togpersonale og en anden passager, der befandt sig i toget. 

Tip os

Har du set eller hørt noget? Så kontakt os på redaktion@tv2east.dk eller via denne formular. Skriv gerne dit telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med dig. Vi respekterer ønsker om anonymitet.

Situationen var ifølge politiet eskaleret under den efterfølgende anholdelse af manden, og det var i den forbindelse, at politiet afgav skud, som ramte manden med kniven.

Manden er efterfølgende blevet overført til et hospital, og politiet har på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om hans tilstand. 

Den 42-årige mand med udenlandsk baggrund blev klokken 14 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster in absentia, altså uden mandens deltagelse, fordi han på grund af sine skader ikke var i stand til at være i retten. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for trusler med kniv og for forsøg på vold mod tjenestemand.

Sådan så det ud, da politiet tidligt lørdag morgen arbejdede på stationen.

Politiet har foretaget tekniske undersøgelser hele morgenen på Lundby Station. Det betød, at DSB frem til klokken 10 torsdag formiddag måtte indstille al togdrift mellem Nykøbing Falster og Næstved, og der blev i stedet indsat togbusser. 

Nu er politiet færdige med arbejdet på stationen, og derfor begynder togene fra klokken 10:05 igen at køre mellem Nykøbing Falster og Næstved. 

- Det er dog en god idé at tjekke Rejseplanen, for der kan stadig være enkelte aflysninger frem til klokken 12, hvorefter vi forventer at togdriften vil køre helt normalt igen, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.

Sag overgår til politiklagemyndighed 

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men da sagen er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), har politiet ikke yderligere kommentarer for nu. 

DUP oplyser dog til Ritzau, at personen, der er blevet skudt, er en 42-årig mand. Kontorchef Claes Vestergaard ønsker torsdag formiddag ikke at oplyse om mandens tilstand, skriver Ritzau.

Kontorchefen vil heller ikke sige, om den 42-årige blev ramt en eller flere gange.

DUP har i øvrigt valgt ikke at ville oplyse, om skudepisoden foregik inde i toget eller ude i det fri.

Kriminalteknikere fra politiet har her markeret et hul i toget.
Kriminalteknikere fra politiet har her markeret et hul i toget. Foto: Lind Foto

Togpersonale blev truet

DSB oplyser til TV2 ØST, at der udover manden med kniven befandt sig en enkelt anden passager i toget. Ifølge DSB var både lokomotivføreren og to togførere blandt de personer, der blev truet af manden, og det var også dem, der tilkaldte politiet. 

Personalet har derfor modtaget krisehjælp af DSB's faste kriseberedskab, der træder til i kritiske situationer, men DSB kan for nuværende ikke oplyse nærmere om de enkelte medarbejdere, eller hvordan de har det efter episoden. 

- Det, vi gør i sådanne nogle situationer, er, at vi aktiverer et personale, der med det samme tager kontakt til medarbejderne og sikrer, at de er i gode trygge hænder, når de kommer hjem. I det hele taget iværksætter vi de tiltag, der er nødvendige i det videre forløb, som for eksempel psykologisk krisehjælp, fortæller Tony Bispeskov. 

Tony Bispeskov fortæller, at der på samme vis bliver taget hånd om den passager, der var til stede i toget under episoden. 

- Hvis vedkommende har brug for eller ytrer ønske om psykologisk krisehjælp, så stiller vi det selvfølgelig til rådighed.  

Opdatering
Clock18. feb 2021, kl. 16:30
Artiklen er klokken 16:30 opdateret med oplysningen om, at manden er varetægtsfængslet i fire uger.




Nyhedsoverblik