¨

Lokal chokoladeproducent modtager stor hæder

Lene Evers støber chokolader. Nu hædres hun for sit arbejde. Foto: Lene Evers Chokolade.

Chokoladeproducent Lene Evers fra Stege hædres for sit håndværk af Det Danske Gastronomiske Akademi.

Der er glæde i Stege. 

Inden længe bliver chokoladeproducent Lene Evers fra Stege nemlig hædret for sit håndværk af Det Danske Gastronomikse Akademi, når akademiet den 16. april uddeler sine årlige hærdersdiplomer i København.

- Jeg er så benovet, stolt og virkelig overrasket over at vinde. Det bestyrker mig i, at jeg skal gå efter mine drømme og have respekt for håndværket, siger Lene Evers til TV ØST.

Det er kun to år siden, at Lene Evers åbnede sin chokoladeforretning i Stege, men hun er ikke ukendt i chokoladebranchen. Hun var nemlig med til at stifte chokoladefabrikken Økoladen på Bogø. 

Tiltrækker kunder til byen

Lene Evers glæder sig over, at hun sammen med de andre lokalproducenter kan være med til at tiltrække kunder til Stege. Trods hædersprisen er der dog ikke udsigter til afslapning for chokoladeproducenten.

-Nu angriber jeg foråret, så jeg skal ud og finde mit næste projekt. Jeg skal ud og tappe birkesaft, som jeg skal lave noget chokolade med, siger hun.  

Lene Evers har fået Stege på det gastronomiske landkort, siger Claus Tingstrøm

Stege på det gastronomiske landkort

Hos Det Danske Gastronomiske Akademi var der ingen tvivl i juryen, da Lene Evers dukkede op i bunken blandt de nominerede.

- Lene Evers er en kendt person i chokoladebranchen og har været aktiv i mange år. For to år siden åbnede hun forretningen i Stege, hvor hun tilføjede en ekstra dimension, nemlig friskhed, til chokoladeproduktionen, siger Claus Tingstrøm fra Det Danske Gastronomiske Akademi.

Det giver ifølge ham en ekstra dimension, at hun bor i Stege.

- Det viser mod fra hendes side, at hun vælger at lægge sin forretning der. Det viser samtidig, at Steges borgere støtter hende, og det skal de have tak for, siger Claus Tingstrøm og tilføjer:

- Lene Evers har fået Stege på det gastronomiske landkort.

Den 16. apirl vil Lene Evers sammen med de andre vindere få overrakt et diplom ved en prisoverrækkelse den 16. april i København, hvorefter vinderne vil blive hyldet på restauranten No. 2.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App