Komet kan lige nu ses på aftenhimlen i Danmark

Fotograf Per Rasmussen smed bukserne og gik gennem vandet for at få det perfekte billede af kometen Neowise, der kan ses på aftenhimlen i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man kan netop nu få en ekstra oplevelse, når solen går ned, og mørket falder på. Hvis man kigger mod nord, vil man kunne se en komet lyse svagt op på aften- og nattehimlen.

Det er kometen Neowise, der lige nu kan ses i timerne efter solnedgang og frem til sidst på natten.

quote Det er fantastisk, og du kan faktisk se kometen med det blotte øje

Per Rasmussen, fotograf

I de seneste dage har man på trods af det ustadige danske sommervejr flere steder i landet kunne nyde synet af kometen, der fortsat vil være at finde på himlen i den kommende uges tid - og måske endda i resten af juli.

Natten til lørdag fangede fotograf Per Rasmussen fra Vordingborg kometen på sit kamera, men det var ikke nogen let opgave.

Det krævede både tålmodighed, en god balanceevne og et par halvvåde underbukser.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kometen set fra Odsherred natten til 9. juli 2020.
Kometen set fra Odsherred natten til 9. juli 2020. Foto: Bjorn Pierri Enevoldsen / Seerfoto

- Jeg havde læst om kometen i nogle dage, og har faktisk været ude at kigge efter den en aften, men der kunne jeg simpelthen ikke få øje på den, siger Per Rasmussen og fortsætter:

- Men i går (fredag, red.) var der nogle perioder, hvor det var lidt klart, så jeg prøvede at køre ud igen. Jeg vidste, at jeg skulle kigge mod nord, og jeg kiggede længe. Til sidst fik jeg øje på den, og jeg tog en telelinse på kameraet, hvor jeg kunne se, at den var god nok – det var kometen.

Består af is og støv

Neowise er en ny komet og blev opdaget 27. marts i år af NASA-rumteleskopet Near-Earth Object Wide-field Infrared Survey Explorer (NEOWISE), der dermed også har lagt navn til kometen.

Kometen bevæger ifølge TV2 Vejret sig i en langstrakt elipseformet bane om Solen, som den passerede den 3. juli, og siden da har man fra Jorden kunne se den fem kilometer store komet, der består af is og støv.

Lysende natskyer
Læs også
Meteorstøv skaber lysende natskyer over Lammefjorden
Lysende natskyer
Læs også
Meteorstøv skaber lysende natskyer over Lammefjorden

Solvinden slynger kometens is og støv i en hale væk fra kometen, og det er den man kan se, når kometens støvfyldte hale oplyses af solen.

Gik gennem siv og mudder

Men det handler ikke kun om at kunne se kometen, når man som fotograf skal forsøge at forevige lysende objekt i rummet på et billede.

quote Jeg blev våd på kanten af underbukserne

Per Rasmussen, fotograf

- For mig er kunsten at bringe de himmellegemer ned på jorden på en måde, så vi kan se det på et billede. Det er jo så kæmpestort, når man står og kigger op på himlen. Men det er sjovt at få det fæstet med noget, som vi kender, og der var det oplagt at bruge Gåsetårnet, når man bor i Vordingborg, siger Per Rasmussen.

- Det lykkedes efter at have gået igennem en lang sivskov på Oringe Pynten. Jeg havde taget bukserne af, men det var der ingen andre mennesker klokken 01.00 om natten, der kunne se, og vadet ud gennem sivene og vandet. Jeg blev våd på kanten af underbukserne, tilføjer han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Per Rasmussen fotograferede i nat kometen Neowise med Gåsetårnet i Vordingborg i forgrunden.
Per Rasmussen fotograferede i nat kometen Neowise med Gåsetårnet i Vordingborg i forgrunden. Foto: Per Rasmussen.

Ude mellem siv og mudder skulle Per Rasmussen forsøge at holde kamerastativet stille for at fange det perfekte billede.

- Det var ikke særlig nemt at holde stille, men til sidst var jeg synket så langt ud, at det stod nogenlunde stille, og der passede vinklen, som jeg gerne ville have den. Men det er fantastisk, og du kan faktisk se kometen med det blotte øje, når du får øje på den.

- I går var det meget udfordrende at fotografere kometen på grund af alle de skyer, der var. Der var dog nogle huller på 10 til 20 sekunder, hvor der ikke var helt lukket i skydækket, og hvor jeg var heldig at fange kometen, siger Per Rasmussen.

Ses bedst efter midnat

Mens Neowise atter bevæger sig væk fra Solen, vil den kunne ses fra sent på aftenen.

- For tiden ses kometen omkring midnat meget lavt i nordlig retning, og på grund af de lyse nætter vil jeg anbefale at kigge på himlen fra midnat og en time frem, hvor det er mørkest, forklarer Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space, og som natten til fredag selv har været på kometjagt til TV2 Vejret.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kometen over lysende natskyer natten til 10. juli 2020.
Kometen over lysende natskyer natten til 10. juli 2020. Foto: Christoffer Rask Anderslund / Seerfoto

At se kometen kræver, man vænner øjnene til mørket, og man kan samtidig få god hjælp af en almindelig kikkert.

- Jeg kunne ikke se den med det blotte øje, men det skyldes givetvis, at den sad lige midt i et område med lysende natskyer. I en almindelig håndkikkert var den meget tydelig som en ulden, gullig stjerne med en lille, svag og bred hale, der pegede op og lidt til højre. Jeg så også kometen i min 63 millimeter linsekikkert, hvor den var meget flot, siger Michael Linden-Vørnle.

- Men hvis du forventer at gå udenfor og med det samme se en imponerende komet a la Hale-Bopp, så bliver du svært skuffet.

Varer flere tusinde år før NEOWISE kan ses igen

Han anbefaler dog, at man udnytter muligheden i de kommende dage - hvis vejret tillader det.

- I den kommende tid vil kometen komme højere op på himlen og vil da kunne ses mod nordvest. Den vil i dagene fra 20. til 25. juli passere under Karlsvognen. Kometen vil være tættest på Jorden 23. juli, men kometens lysstyrke vil dog også aftage. Så jeg vil sige, at de bedste muligheder for at se NEOWISE er fra nu og i de kommende dage, siger Michael Linden-Vørnle.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kometen over lysende natskyer natten til 10. juli 2020.
Kometen over lysende natskyer natten til 10. juli 2020. Foto: Christoffer Rask Anderslund / Seerfoto

Og vil man se kometen, skal man ud i sommernatten en af de kommende dage, for der går lang tid, inden den vender tilbage.

- NEOWISE har en meget aflang bane om Solen med en omløbstid på 6765 år, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Dermed vil man først kunne se kometen igen i år 8785.


Nyhedsoverblik