Klintholm Havn udpeget som servicehavn for tysk aktør: - Et erhvervseventyr er skudt i gang

En tysk energikoncern vil fra august bruge Klintholm Havn, når den tyske havvindmøllepark Baltic 2 skal serviceres. Et nyt hotel skal også opføres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver ekstra meget aktivitet på Klintholm Havn på Møn til sommer.

For ikke nok med at havnen skal være servicehavn for byggeriet af vindmølleparken Kriegers Flak, så har en tysk energikoncern også set sig lun på havnen.

quote Det kommer til at give rigtig mange arbejdspladser til Østmøn

Michael Larsen (R), Formand for udvalget Plan og Teknik, Vordingborg Kommune

Tyske EnBW vil nemlig fra august bruge Klintholm Havn, når den tyske offshore-vindmøllepark EnBW Baltic 2 ude på Østersøen skal serviceres. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Samarbejdet mellem tyskerne og den danske havn har været godt et år undervejs, fortæller Michael Larsen (R). Han er som formand for udvalget Plan og Teknik i Vordingborg Kommune, meget begrejstret for det nye samarbejde.

- Det er et scoop for Vordingborg Kommune på samme måde, som det var et scoop, da Vattenfall meldte ud, at de ville have Klintholm Havn som servicehavn til deres vindmøllepark, siger Michael Larsen og tilføjer:

- Det er virkelig en god udvikling for Klintholm Havn.

Bygger nyt hotel til medarbejderne

Den tyske energikoncern vil placere op mod 25 medarbejdere i Klintholm, som vil komme til at bo på et nybygget hotel. Samtidig vil man etablere et reservedelslager og placere to mandsskabsskibe ved havnen.

- Vi ved, at de allerede nu er ved at etablere sig derude rent fysisk i form af at bygge en servicebygning og forskellige andre ting. Vi har været længe undervejs, men det er virkelig dejligt, at det er officielt, at de kommer til Klintholm Havn, siger Michael Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Michael Larsen (R) glæder sig over, at tyske EnBW vil servicere deres havvindmøller fra Klintholm Havn fra august. 
Michael Larsen (R) glæder sig over, at tyske EnBW vil servicere deres havvindmøller fra Klintholm Havn fra august.  Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Siden 2015 har vindmølleparken EnBW Baltic 2, som består af 80 vindmøller,  leveret vedvarende strøm til omkring 340.000 hustande.

I mange år har tyskerne serviceret parken fra en tysk havn. Men til sommer rykker de et team fra Rostock til Møn, da Klintholm Havn er mere velegnet i sin placering.

Anden gang havnen udnævnes som servicehavn

Tilbage i februar i år fik det svenske energiselskab Vattenfalls grønt lys af Energistyrelsen til at etablere 72 vindmøller. De skal placeres cirka 13 kilometer fra Møns Klint og udgør Kriegers Flak Havvindmøllepark.

Svenskerne har også valgt Klintholm Havn som deres servicehavn for byggeriet.

Spørger man Kilntholm Havns havnefoged, Rigo Jørgensen, så kan de sagtens klare den ekstra aktivitet, som tyskerne og svenskerne vil føre med sig.

- Klintholm Havn er jo ikke en lille lystbådehavn. Der er plads til begge aktører, siger han.

klintholm_havn_skal_vaere_servicehavn.jpg
Læs også
Havvindmøllepark Kriegers Flak godkendt - til glæde for de lokale
klintholm_havn_skal_vaere_servicehavn.jpg
Læs også
Havvindmøllepark Kriegers Flak godkendt - til glæde for de lokale

Rigo Jørgensen er glad for, at de store virksomheder har forelsket sig i den mønske havn.

- Det er positivt med arbejdspladser for lokalområdet. Der har længe været fiskeri på Klintholm Havn, men jo mere vi kan få ind af nye aktiviteter, jo bedre. Jo mere liv, der kommer, jo bedre, siger han.

- Og især i dette område, for jeg kunne forestille mig, at det er svært at tiltrække virksomheder, fordi vi ligger i den yderste del af kommunen, tilføjer han.

Formand: - Det er et rigtigt erhvervseventyr, der er skudt i gang

Formand for Plan- og Teknikudvalget, Michael Larsen (R), har da også et godt bud på, hvorfor to så store aktører som Vattenfall og EnBW vælger Klintholm som servicehavn.

- Vores nærhed til området er unik, der er gode sejlads forhold og så videre. Det har betydet meget for dem (Vattenfall og EnBW, red.). Og så må jeg bare sige, at det her kan gå hen og blive rigtig stort. Det er et rigtigt erhvervseventyr, der er skudt i gang, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan her ser den tyske havvindmøllepark ud EnBW Baltic 2 ud.
Sådan her ser den tyske havvindmøllepark ud EnBW Baltic 2 ud. Foto: Pressefoto - EnBw

Formanden spår, at Klintholm Havn kommer til at gå en rivende udvikling i møde oven på den nye aftale med tyske EnBw. Og det kommer til at smitte af på resten af kommunen. 

- Vi har efterhånden i de sidste mange år set, hvordan fiskeriet er gået ned. Så der er blevet plads til, at de (EnBW, red.) kan etablere sig. Og det kommer til at give rigtig mange arbejdspladser til Østmøn. Det vil virkelig booste hele havnen og Østmøn. Ja, faktisk hele Vordingborg Kommune, siger han.

- For det er jo arbejdspladser, der rækker langt ud i fremtiden. Måske 25 til 30 år foreløbigt, tilføjer han.


Nyhedsoverblik