Hun trækker sig fra kommunalpolitik

Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne dropper sin plads i kommunalbestyrelsen for at fokusere på landspolitik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er simpelthen helt crazy. Vi havde overhovedet ikke forestillet os det her for halvanden måned siden.

Sådan lød det fra Charlotte Bagge Hansen dagen efter folketingsvalget i november 2022, hvor hun og resten af Moderaterne med 9,3 procent af stemmerne blev landets tredjestørste parti med 16 mandater.

Sidenhen blev hun tildelt tre ordførerskaber for erhverv, fødevare og miljø. Hun er desuden medlem af Erhvervsudvalget, Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, Miljø- og Fødevareudvalget, Transportudvalget samt Udvalget for Landdistrikter og Øer.

Læs også
Her er Moderaterne det næststørste parti: - Det er simpelthen helt crazy
Læs også
Her er Moderaterne det næststørste parti: - Det er simpelthen helt crazy

Arbejdsbyrden på Christiansborg har dog vist sig for stor for Charlotte Bagge Hansen, der ved kommunalvalget i 2021 blev valgt ind i kommunalbestyrelsen med den lokale borgerliste Fælleslisten.

Derfor har hun besluttet at trække sig fra kommunalpolitik for at fokusere fuldt ud på landspolitik.

- Da jeg stillede op til folketingsvalget, lovede jeg mig selv, at hvis jeg ikke kunne være der 100 procent begge steder, så ville jeg give min plads videre, siger Charlotte Bagge Hansen og fortsætter:

- Og der måtte jeg sande, at eftersom jeg har tre forholdsvis tunge ordførerskaber, så har jeg simpelthen ikke den fornødne tid til at gå i dybden med kommunalpolitik, som jeg gerne vil. Det kan være, at det ser anderledes ud om to år, når jeg har fået lidt mere hår på brystet og er kommet helt ind i tingene.

Afløseren er fundet

Torben Folke Månsson fra Fælleslisten overtager Bagge Hansens plads i kommunalbestyrelsen.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at skal indtræde fast i kommunalbestyrelsen, siger han.

Torben Folke Månsson var kortvarigt fra januar til marts stedfortræder for Charlotte Bagge Hansen i kommunalbestyrelsen, mens hun skulle forberede sig på sine ordførerskaber for Moderaterne på Christiansborg.

Læs også
Magnus Heunicke sejrer stort: - Jeg er så taknemmelig
Læs også
Magnus Heunicke sejrer stort: - Jeg er så taknemmelig

- Når jeg nu får en plads for resten af valgperioden, betyder det, at jeg kan grave mig ned i arbejdet i kommunalbestyrelsen og være med til at påvirke hele kommunen i en anden retning, som vi står for, siger han og tilføjer:

- Det handler om at flytte mere selvbestemmelse ud til institutionerne og arbejde for et øget ejerskab.

Charlotte Bagge Hansen var medlem af økonomiudvalget i kommunalbestyrelsen, og den plads forventer Torben Folke Månsson ligeledes at overtage.


Nyhedsoverblik