Håndsrækning til kulturen: Nu kan museer, teatre og spillesteder få hjælp

Regeringen er blevet enige om en hjælpepakke på 140 millioner kroner til museer, teatre og spillesteder. Det redder de små spillersteder - for nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når man ikke må forsamles flere end 10 mennesker ad gangen, så rammer det allerhårdest de steder, hvor vi er vant til at nyde hinandens selskab.

Det rammer kulturen. Muséer, koncerter, teatre og spillersteder bløder i disse dage.

quote Det hjælper enormt meget

Simon Sandfeld, chef på Stars i Vordingborg

Tirsdag besluttede kulturminister Joy Mogensen at komme dem til undsætning med en hjælpepakke på 140 millioner kroner.

- Den nyhed, der kom i går om, at vi er omfattet af nogle af hjælpepakkerne, hjælper os enormt meget til de udgifter, vi har lige nu og her. Der er nogle medarbejdere, der skal have løn, og der er husleje, der skal betales, siger Simon Sandfeld, der er chef på det lokale spillested Stars i Vordingborg.

Hjælp til institutioner med mere end 50 procent offentligt tilskud

Kulturministeriets håndsrækning går denne gang til institutioner, der modtager mere end 50 procent offentligt tilskud. Indtil nu har de været ekskluderet fra hjælpepakkerne, der omfatter lønkompensation og hjælp til faste udgifter.

- Det er den gruppe af kulturinstitutioner, der indtil videre ikke har været involveret i de hjælpepakker, man har lanceret. Det er dem, der får over 50 procent af deres indtægt i offentlig finansiering, siger Esben Marcher, sekretariatschef i brancheforeningen Dansk Live.

- Det er de mindre spillesteder, museer, teatre osv., som får mere end 50 procent i offentlig finansiering. Deres situation er måske lidt mindre kritiske end mange andre, som får mindre støtte, men deres situation er stadig kritisk, for de er dybt afhængig af de indtægter, der er i billetsalg og barsalg.

Hanne Dyremose
Læs også
Hotelchef om hjælpepakke til erhvervslivet - det giver os en tryghed
Hanne Dyremose
Læs også
Hotelchef om hjælpepakke til erhvervslivet - det giver os en tryghed

Hjælpepakken går til institutioner, der i forvejen modtager mere end 50 procent i offentlig statstøtte. Er det nødvendigt, at de nu får mere hjælp fra staten? 

- Alle andre erhvervsdrivende får også en håndsrækning med hjælpepakker. I det lys er det nødvendigt, hvis vi også vil have et kulturliv, når vi kommer ud i samfundet igen, siger Esben Marcher fra Dansk live.

Lønkompensation og hjælp til faste udgifter

Ordningen gælder blandt andet museer, teatre og regionale spillesteder. Hjælpepakken falder på et tørt sted på det lokale spillested Stars i Vordingborg.

- Det betyder nu, at jeg kan tage nogen i den faste stab og sende dem hjem og få lønkompensation. Derudover kan vi måske få hjælp til at dække nogle af de faste omkostninger, vi ikke kan slippe for - husleje, abonnementer og noget af vores markedsføring. Det giver selvfølgelig ro i maven på den korte bane, siger spillestedschef Simon Sandfeld.

- Samtidig har vi ikke nogen anelse om, hvor længe det her forsamlingsforbud varer. Man kunne godt forestille sig, at koncertvirksomheder måske ikke er det første, man åbner for, så vi er enormt ængstelige for, hvor lang tid det her kommer til at vare.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Spillerstedet Stars i Vordingborg kan med regeringens hjælpepakke nu søge om lønkompensation og økonomisk støtte til faste udgifter.
Spillerstedet Stars i Vordingborg kan med regeringens hjælpepakke nu søge om lønkompensation og økonomisk støtte til faste udgifter. Foto: TV2 ØST

Webinar for over 100 spillesteder

Brancheorganisationen Dansk Live har onsdag eftermiddag afholdt et webinar med flere end 100 deltagende spillesteder, som har haft mulighed for at få råd og vejledning i forhold til at søge regeringens hjælpepakke.

quote Det er kritisk for alle, og det kommer til at være kritisk langt ind i fremtiden

Esben Marcher, sekretariatschef hos brancheorganisationen Dansk Live

- Der er mange små organisationer i det her, og det er ikke alle, der har den viden, der skal til for at søge de her kompensationspakker, der er. Det er også vigtigt for os, at vi får input til, hvordan de rammer, så vi kan gå tilbage og sige til politikerne, hvis der er nogen, der ikke får gavn af de hjælpepakker, der er, siger sekretariatschef Esben Marcher fra Dansk Live.

- Det handler om at bringe de her hjælpepakker ind i egen drift og kigge på, hvad det er for nogle udgifter, man har, der kan passe ind i hjælpepakkerne. Det er kritisk for alle, og det kommer til at være kritisk langt ind i fremtiden. Det er muligt, at man skal justere på måden, man driver spillestedet på - for eksempel at alliere sig med andre.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Regeringens hjælpepakke på 140 millioner kroner skal fordeles imellem en lang række organisationer, der får mere end 50 procent i offentlig statstøtte.
Regeringens hjælpepakke på 140 millioner kroner skal fordeles imellem en lang række organisationer, der får mere end 50 procent i offentlig statstøtte. Foto: TV2 ØST

Stars: - Aner ikke hvornår vi åbner igen

Ifølge brancheorganisationen Dansk Live er det altoverskyggende problem dog tvivlen om, hvor lang tid krisen varer, som fylder mest hos de små spillesteder.

Sådan er det også hos Stars i Vordingborg, som gør alt for at holde stedet oven vande.

quote Bliver der på et tidspunkt åbnet for mindre koncerter, så er vi selvfølgelig klar

Simon Sandfeld, chef på Stars i Vordingborg

- Vi prøver at tilegne os al den information, vi kan fra myndighederne, fra vores kollegaer rundt omkring i landet og vores brancheorganisation, Dansk Live. Men vi ved ikke, hvad der sker. Vi ved, at man ikke må forsamles mere end 10 personer frem til den 10. maj. Vi ved, at store arrangementer og alle festivaler er aflyst hele sommeren, men hvornår vi må holde åbent igen, det ved vi ikke, siger spillestedschef Simon Sandfeld.

- Vi har en kapacitet på 500 mennesker, så bliver der på et tidspunkt åbnet for mindre koncerter, så er vi selvfølgelig klar til at starte op igen, og så håber vi selvfølgelig, at alle vores gæster har lyst til at komme. Vi håber, at folk måske vil holde fast i en billet, de har til en koncert, de måske skulle have været til i denne her måned, som er flyttet til senere på året. Men hvornår vi åbner igen, det aner jeg ikke.


Nyhedsoverblik