Grønlandske Helene blev tvangsflyttet til Danmark som barn - nu får hun en undskyldning

Helene Thiesen fra Stensved er født i Nuuk. Som en del af et eksperiment blev hun i 1951 tvangsflyttet til Danmark. I dag får hun en undskyldning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Helene Thiesen, der er født i Nuuk og i dag bor i Stensved ved Vordingborg, har i årevis ventet på en officiel undskyldning fra Danmark.

Sammen med 21 andre grønlandske børn, blev hun tvangsflyttet fra kolonistyret Grønland til Danmark som en del af et integrationseksperiment.

- Jeg er en af hovedpersonerne i det eksperiment, der startede med 22 børn, der blev hentet til Danmark i 1951, fortæller Helene Thiesen.

quote Sandheden kom frem om, at vi 22 børn havde været med i et eksperiment

Helene Thiesen, forfatter

I dag får hun en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg blev ringet op af Mette Frederiksens sekretær om, at i dag klokken 14.30 kommer en af hendes chauffører med et brev til mig i en hvid kuvert. Det er en skriftlig undskyldning, der kommer til mig, siger Helene Thiesen.

- Nu kommer undskyldningen endelig, og det, synes jeg, er rigtig stort.

Artiklen fortsætter under billedet.

Brev til grønlændere
Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST

Statsminister undskylder i personligt brev

Statsminister Mette Frederiksen (S) undskylder i et åbent brev til 22 grønlandske børn.

Børnene blev for 70 år siden tvangsflyttet fra Grønland til Danmark, da de skulle fungere som 'brobyggere'.

Statsministerens undskyldning kommer, da regeringen og det grønlandske landsstyre tirsdag offentliggør en historisk udredning om de 22 børn. Den er blandt andet blevet forsinket på grund af corona, men nu er den færdig.

Konkret har statsministeren givet en uforbeholden undskyldning i et personligt brev til de af de 22 børn, som stadig lever.

Brevet er sendt til seks personer, oplyste Mette Frederiksen under statsministerens spørgetime tirsdag.

I den bedste mening?

Langt de fleste var uvidende om eksperimentet og dets konsekvenser frem til 1998, hvor Trine Bryld skrev bogen ”I den bedste mening”.

- Her eksploderede det hele, og sandheden kom frem om, at vi 22 børn havde været med i et eksperiment, fortæller Helene Thiesen.

22 små børn på mellem fem og otte år blev udvalgt og sendt til Danmark, hvor de skulle blive flydende i dansk og derefter vende tilbage til hjemlandet. 

Det var en del af den beslutning, som regeringen og Folketinget havde truffet i 1950 – med tilslutning fra det grønlandske landsråd i samarbejde med organisationerne Dansk Røde Kors og Red Barnet. Det handlede om, at man ville modernisere Grønland og gøre landet til en integreret del af det danske rige.

Læs også
Elever trak i arbejdstøjet - samlede penge ind til grønlandske unge
Læs også
Elever trak i arbejdstøjet - samlede penge ind til grønlandske unge

De lovende børn skulle hentes hos fattige familier og enten have mistet den ene eller begge forældre og være fra hele Grønland.

Danmark ønskede at give disse børn en barndom under bedre sociale forhold, end de ville have fået i Grønland. Efter opholdet i Danmark skulle de vende tilbage til Grønland som bedre rollemodeller for andre børn. Men forsøget slog fejl.

- De sendte os til Danmark i halvandet år uden at fortælle til vores forældre, hvor vi var. Kun 16 af os kom hjem. Seks blev bortadopteret uden lov og ret, siger Helene Thiesen.

Børnene blev ikke sendt hjem til deres familier. I stedet blev de anbragt på et børnehjem, og flere af børnene så aldrig deres familier igen.

Har selv skrevet biografisk beretning

Eksperimentet, der skulle danne bro for integration, skabte kløfter og blev et fejlslagent eksperiment, hvor børn betalte prisen.

- En af fædrene havde ringet til Red Barnet for at spørge, hvordan hans søn havde det. Her svarede Red Barnet i et telegram, at hans søn havde det godt, velvidende at de lige havde adopteret ham bort. Det er så groft, siger Helene Thiesen.

Red Barnet har tidligere erkendt fejlen, som de har undskyldt.

Helene Thiesen står selv bag bogen ”For flid og god opførsel”, der er en biografisk beretning om det sociale eksperiment.

Læs hele Helenes brev her:

Brev til grønlændere
Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST
Brev til grønlændere
Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST

Nyhedsoverblik