Det var langt fra et enkeltstående tilfælde, da UFF fik stjålet genbrugstøj fra en container natten til tirsdag.
Her gik det ud over containeren ved Dagli' Brugsen i Ørslev ved Vordingborg, men tyverierne sker i hele landet.
- Det sker uafbrudt, og det er et alvorligt problem, som vi forsøger at dæmme op for ved blandt andet at sørge for at tømme containerne ofte, fortæller Kaj Pihl, der er indsamlingsleder ved UFF.
5 procent til tyvene
Politiet anholdt natten til tirsdag 3 polakker for tyveriet i Ørslev, og lidt over middag blev de sigtet for tyveri subsidiært hæleri. Det kan være svært at finde ud af, hvor meget der bliver stjålet fra containerne, da det i sagens natur er svært at vide, hvor meget der er indleveret.
Hos UFF har de dog et systemt, der gør, at de kan følge med i, hvor meget der bliver stjålet, og statistikken er nedslående.
- Vi anslår, at omkring 5 procent af det tøj, der bliver indleveret, bliver stjålet, og det er vi selvfølgelig trætte af. Dem, der stjæler det, har ikek fortjent det, og vi vil selvfølgelig meget hellere have, at det havner hos dem, der har brug for det, siger Kaj Pihl.
700 på landsplan
UFF har 700 containere på landsplan og sender det indsamlede tøj til en sorteringscentral i udlandet, hvorfra størstedelen bliver sendt til Afrika, mens resten ryger videre til genbrugsbutikker i Europa.