Fragtskib ligger på grund ved stort byggeri

Siden tidligt torsdag har et tysk fragtskib ligget på grund ved brobyggeriet i Storstrømmen. Det forlyder nu, at ændring af sejlrende kan være årsagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ændring af sejlrendes placering ved byggeriet af den nye Storstrømsbro kan være grunden til, at et tysk fragtskib er stødt på grund ved Masnedø.

Det oplyser byggeriets projektchef Niels Gottlieb og bekræfter, at fragtskibet fortsat er grundstødt.

Ifølge Ronnie Hulstrøm, direktør i Baltic Shipping Company, som fragtskibet sejler for, er der angiveligt tale om en menneskelig fejl.

- Vi ved endnu ikke, hvorfor det er stødt på grund, så det undersøger vi. Men jeg forstiller mig, at det er en menneskefejl.

Torsdag kunne TV2 ØST fortælle, at det 81 meter lange tyske fragtskib, Antonia B, som var på vej mod Kolding havn, var stødt på grund ved brobyggeriet.

quote De er gået på grund inde i et arbejdsområde, hvor de ikke har noget at gøre.

Projektchef Niels Gottlieb

Nu forlyder det, at man som følge af byggeriet har flyttet en sejlrende.

- Indtil for cirka halvanden uge siden var sejlrenden, når man skulle krydse brobyggeriet, meget tæt ved, hvor skibet nu er gået på grund, fortæller Niels Gottlieb og tilføjer:

- Den sejlrende blev så omlagt i midten af uge ni, hvor der blev opsat nye bøjer, som markerer, hvor man skal sejle, og søkortene er blevet opdateret.

Kaptajnens ansvar

Ifølge projektchefen, der selv har set de opdaterede søkort og de nye bøjer, sender Søfartsstyrelsen ugentligt opdateringer ud med søkort og informationer til søfarende.

- Og så er det skibenes pligt at holde sig opdateret på de ændringer, der måtte være i søkortene, fortæller han.

Hvorfor fragtskibet er sejlet ved den tidligere sejlrende vides fortsat ikke. Men ifølge projektchefen er det i hvert fald en fejl, at skibet er endt der:

- De er gået på grund inde i et arbejdsområde, hvor de ikke har noget at gøre. Så hvorfor de er havnet der, det kan vi kun gisne om. Det er selvfølgelig nærliggende at tro, at det er fordi, de ikke har fået opdateret deres kort i forhold til den gamle sejlrende, siger han og tilføjer:

- Men det er kaptajnen af skibet, der må udtale sig om det.

Lørdag middag oplyser Ronnie Hulstrøm, at man har brugt formiddagen på at lave en bjærgningsplan for at kunne trække skibet fri.

- Der er angiveligt netop kommet grønt lys til at begynde at trække, siger han og understreger, at man håber det kommer fri indenfor kort tid.

Grundstødningen skyldes formentlig en menneskelig fejl.
Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

Byggeriet fortsætter uforstyrret

Umiddelbart efter fragtskibet stødte på grund, er det blevet undersøgt for eventuelle skader. 

Ifølge direktør Ronnie Hulstrøm er der ikke tegn på skader, men han oplyser, at fragtskibet vil blive sejlet til Vordingborg, hvor en dykkerundersøgelse vil foretages for at udelukke eventuelle skader på skroget.

Læs også
Bombelignende genstand fundet ved Storstrømsbroen
Læs også
Bombelignende genstand fundet ved Storstrømsbroen

Projektchef Niels Gottlieb oplyser, at det grundstødte skib på nuværende tidspunkt ikke forstyrrer arbejdet. Han regner dog med, at Søfartsstyrelsen er blevet involveret i sagen.

TV2 ØST har forgæves forsøgt at få kontakt til Søfartsstyrelsen.


Nyhedsoverblik