Fodboldklubs efterlysning kan være ulovlig

Vordingborg IF efterlyser gerningsmænd til et indbrud i klubben via overvågnings-billeder. Men det kan være imod reglerne, da politiet ikke har givet grønt lys for offentliggørelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En video af to mænd blev lørdag aften lagt på Vordingborg IFs hjemmeside. De to mænd havde forinden brudt ind i fodboldklubbens lokaler, hvor de havde stjålet blandt andet en computer og en mobiltelefon samt ødelagt inventar.

Under deres foretagende var de blevet fanget af klubbens overvågning og i et forsøg på at finde frem til tyvene, valgte Vordingborg IF at offentligere et billede på deres hjemmeside. Det skriver Ekstrabladet.

Billedet på hjemmesiden er ledsaget af teksten:

- Skulle nogen have en idé om, hvem de formastelige kunne være, så lad os det vide, så politiet kan få "brækket armen på de stoddere".

I strid med loven

Men offentliggørelsen kan være i strid med loven. Sådanne billeder må nemlig generelt kun offentliggøres, hvis politiet har sagt god for det. Det bekræfter Datatilsynet overfor avisen. Og det har lokalpolitiet i Vordingborg ikke. Derfor fortæller de til Ekstrabladet, at de kan komme i en situation, hvor de må bede klubben om at tage billedet ned igen.

Ekstrabladet har haft fat i klubbens kasserer, som kalder ulovligheden af offentliggørelsen for et "diskussionsspørgsmål" - og at de tager billedet ned, når tyvene er fanget.