Når Lea Felgenhauer kigger ud fra sin altan, har hun udsigt til et grønt område med legeplads og fodboldmål. Men der er altid tomt, ingen børn kommer og leger
- Det er rigtig ærgerligt, jeg troede faktisk, at der ville være rigtig gang i den om sommeren. Men der kommer aldrig nogen forbi for at lege eller spille fodbold, fortæller hun.
Hendes egen søn, Elias Felgenhauer Wennerwald på 11 år, var også holdt op med at lege og brugte tiden med sin mobiltelefon.
- Han blev doven, og han blev inaktiv. Jeg kunne slet ikke kende ham, siger hun.
Det fik Lea Felgenhauer til at træffe nogle beslutninger om skærmbrug og indføre nye regler.
- Han er jo delebarn, så om mandagen, når han kommer her, tager jeg hans mobil, så slukker jeg den, og så kommer den op på en hylde, hvor han ikke kan nå den. De nye regler betyder, at han er blevet meget mere aktiv, fortæller hun.
Fredagsflow i hallen
Én af de aktiviteter, som Elias nu går til, er fredagsflow i DGI-Huset i Vordingborg. Her kan børn fra 4.-6. klasse komme og prøve forskellige former for idræt, og de kan hygge sig med hinanden og finde nye venner.
- I starten der gad jeg det ikke, jeg er ikke så meget for at prøve noget nyt, men så hyggede jeg mig rigtig meget og ville gerne komme igen, fortæller han.
Fredagsflow er bare ét af de mange initiativer, der er sat i gang og afprøves i et fem-årigt samarbejde mellem Vordingborg Kommune, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og Steno Diabetes Center Sjælland. De er gået sammen om et partnerskab, der aktiverer alle i lokalsamfundet om at forbedre sundheden og trivslen for børnene i kommunen.
Behovet er nemlig stort, mener Else-Marie Langballe Sørensen (SF), der er formand for Børne og Familieudvalget i Vordingborg Kommune.
- Førhen var det måske lettere at komme afsted og komme til fodbold eller ud i nogle fællesskaber. Men nu har man en anden form for fællesskaber digitalt. Og for nogle børn føles det som at det er nok - men bevægelsen kommer jo til at mangle og dermed en del af sundheden. Og man oplever ikke samme fællesskab når det er online, siger hun.
Mange børn bevæger sig for lidt, og nogle er slet ikke fysisk aktive i fritiden, viser Skolebørnsundersøgelsen fra 2022. Noget tyder på, at børnene i stedet bruger deres tid på mobiltelefonen og på at game.
For eksempel bruger pigerne godt tre timer på sociale medier, mens drengene bruger godt to timer.
Drenge bruger samtidig 2 timer og 40 minutter på at spille, mens piger bruger godt 1 time.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger om børns brug af skærm
Børn under to år bør ikke bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen
Begræns brug af skærm, når du er sammen med dit barn
Interessér dig for dit barns digitale liv
Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen
Samtidig viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, at antallet af børn, der leger i deres fritid, er faldet. Fire ud af ti børn leger kun månedligt eller sjældnere med andre derhjemme.
Gennem de seneste år har utallige undersøgelser vist, at der er stigende sundheds- og trivselsudfordringer hos børn og unge.
Skærme påvirker
Tallene om børns leg har fået både fagfolk og forældre til at bekymre sig for, om brug af skærme påvirker børns sundhed og trivsel negativt.
I oktober sidste år valgte Sundhedsstyrelsen at udarbejde retningslinjer for, hvor meget tid både børn og voksne bør bruge foran en skærm, og flere og flere forældre er også bevidste om, hvor meget deres børn bruger mobilen.
Forskerne på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse bidrager til partnerskabsprojektet i Vordingborg med rådgivning og forskning. Mobiltelefonerne er ikke den eneste forklaring på mistrivsel og mangel på bevægelse, men forældrene har en stor rolle i at sætte rammer, mener Peter Bentsen, der er centerchef for Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse.
- Vi har overbeskyttet børnene i den fysiske verden og planlagt deres tid og ting. De har ikke tid til at lege eller være alene, og så har vi sluppet dem fri i den digitale verden, meget populært sagt, siger Peter Bentsen.
Han mener, at vi skal prøve forskellige tiltag af for at lære, hvad der virker for børnene.
- Det kan være, at man kan lave nogle telefonfri SFO og nogle telefonfri skoler, lave nogle legepatruljer, lave nogle forskellige tiltag, så børn kan indgå i nogle fællesskaber,
Børnene oplever da også, at deres forældre har regler for, hvor meget de må bruge deres mobil
- Min far har en app på sin telefon, som han så også har på min telefon, som gør at jeg kun kan bruge min telefon to timer om dagen, fortæller Ludvig Nygaard, der går i 5.a på Iselingeskolen i Vordingborg. SFO´en på hans skole er med til fredagsflow hver fredag eftermiddag.
- Min far og mor kommer ind og siger, når jeg skal slukke. Så tænker jeg øv, men jeg tænker også samtidig, at det er godt for mig, for hvis jeg bare sidder der så bliver jeg afhængig, fortæller Even Svane Christensen, der går i 4. klasse på Friskolen Øster Egesborg.
- Jeg ved ikke helt, hvor lang tid jeg bruger mobilen, måske op til fem timer, men når jeg er meget på de sociale medier, siger mine forældre, at jeg skal lægge telefonen væk, fortæller Evaka Abdal, der går i 5.a på Iselingeskolen.
For Elias har mobilreglerne betydet, at han oplever flere nye ting:
- Vi spiller brætspil, jeg har været ude sammen med venner, været ude og fiske og lavet sjove ting sammen med min mor, siger han.
Lea Felgenhauer er glad for de nye vaner. For nylig tog hun og Elias på en aftenudflugt sammen på cykel og løbehjul.
- Og på turen siger han så: ”mor, jeg bliver simpelthen, så glad i min mave, når vi laver sådan noget her sammen". Jeg blev så glad og tænkte, at jeg gør det rigtige, fortæller hun.
Tumult i starten
Så hun fortryder ikke et øjeblik, at der er nye regler for brugen af mobil hos dem.
- Det kan godt være, at der kommer lidt tumult i starten, men hvis man står fast og viser dem, at jeg gør det her fordi jeg elsker dig, så begynder de at se det på en helt ny måde, siger hun.