Drukneulykke: Livløs person fundet på strand

En livløs mand er blevet fløjet til Rigshospitalet, efter han lørdag eftermiddag blev fundet livløs i havet ved Kalvehave på Sydsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En redningshelikopter fra forsvaret har fløjet en livløs mand til behandling og genoplivning på Rigshospitalet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Alarm-meldingen indløb til politiet klokken 15.33.

- Jeg kan endnu ikke sige meget om sagen. Men en mand blev fundet livløs ved Kalvehave Strand, og blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, siger vagtchef Henrik Karlsen til TV ØST.

Øjenvidner beskriver, hvordan manden blev bjerget med en redningshelikopter et par hundrede meter fra stranden, hvor han blev løftet op i redningshelikopteren.

Trods en intensiv redningsindsats blev manden dog lørdag aften erklæret død, skriver Ekstra Bladet.

Politiet kan endnu ikke give flere oplysninger om manden.

Helikopter tabte dør

Redningsindsatsen af manden blev kompliceret af, at redningshelikopteren under indflyvning til Rigshospitalet tabte en nødluge over København.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Forsvarets Operationscenter oplyser til Ekstra Bladet, at helikopteren efter hændelsen fortsatte transporten til Rigshospitalet, mens Forsvaret og politiet tog over på redningsarbejdet over byen.

Lugen blev ifølge Københavns Politi tabt over Indre By, og ingen personer kom noget til som følge af den hændelse.

Artiklen er opdateret
Clock30. jun 2018, kl. 17:55
Artiklen er blevet opdateret, efter manden blev erklæret død.