En video, der tager seeren med på en flyvetur op gennem Gåsetårnet – og ned igen, har sikret Visit Sydsjælland og Møn førstepræmien ved en brancheprisuddeling i Barcelona.
- Det er vi virkelig glade for, siger Martin Bender, der er direktør for Visit Sydsjælland og Møn.
Terres Check-In International Hospitality Film Awards indhenter film fra hele verden, der fortæller om turistattraktioner. Og to videoer lavet af Visit Sydsjælland og Møn er altså løbet afsted med guldmedaljen.
Den ene video viser Danmarks Borgcenter i Vordingborg, og den anden tager seeren med til Gavnø Slot ved Næstved.
Begge film bruger droneoptagelser til at vise folk rundt ved de sydsjællandske attraktioner. Og det kunne juryen i Spanien godt lide.
- De syntes, det var en meget anderledes måde at kommunikere på, fortæller Martin Bender.
Skal fange blikke
Tanken bag filmene var at lave noget, der fanger de yngre segmenter.
- Det er svært at fastholde folks interesse på de sociale medier, fortæller Martin Bender.
- Det skal have en form for udtryk og teknik, der får folk til at tænke; det er da pudsigt, og som fastholder dem, siger han.
Og det lykkedes altså ifølge den professionelle jury ved prisuddelingen med de to film.
Martin Bender fortæller, at filmene er inspireret af en reklamefilm fra USA, hvor en drone fløj rundt i et bowlingcenter.
- Og så tænkte vi; det må også kunne lade sig gøre på et museum, siger han.
Måtte tænke kreativt
Videoerne blev produceret sidste år, og de har også vundet en pris som de mest innovative turistvideoer i en konkurrence i Berlin.
Og det er Martin Bender selvsagt glad for. Han fortæller, at mange af de andre, der deltog i konkurrencen i Barcelona, er meget større turistorganisationer fra andre lande, der også har flere økonomiske kræfter.
- Vi er nødt til at tænke kreativt, når vi ikke har så stort et budget, siger han.
Det er Anders Kongshaug, som har produceret dronefilmene, og det er Thomas Rafn, der har styret dronen.
- Det er nogle drenge, der har leget med droner hele deres liv, fortæller Martin Bender.
- De bruger VR-briller og en fjernbetjening, som til en fjernstyret bil, når de flyver dronen, siger han.
Visit Sydsjælland og Møn arbejder nu på at lave en lignende video fra Stege på Møn.