Borgmestre kritiserer klimasikringsplan: - De kommer med alt for lidt

Regeringen har præsenteret en ny klimasikringsplan, der skal sikre, at Danmark klimasikres. Men alt for meget foregår på den jyske vestkyst i planen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det kan simpelthen ikke være meningen.

Så kort og kontant lyder reaktionen fra formanden for Ulvshale Fællesskov Digelag, Ege Lau Frandsen, om en ny plan fra regeringen, der vil bruge hovedparten af de afsatte statslige midler på at klimasikre langs den jyske vestkyst.

quote Der er helt afgjort behov for mere, især henvendt til de østlige kyster.

Ole Vive (V), Borgmester, Faxe kommune

1,3 milliarder kroner er afsat til at sikre kyster, byer, boliger og infrastruktur mod klimaforandringerne, og heraf går de 1,1 milliarder kroner til Vestkysten.

Tilbage i det statslige initiativ er 150 millioner kroner. De penge, som allerede nu var afsat over de kommende fem år til at klimasikre de østdanske kyster.

Sådan så det ud ved Ulvshale Strand umiddelbart efter uvejret.
Sådan så det ud ved Ulvshale Strand umiddelbart efter uvejret. Foto: Camilla Bøgeholt Lund - TV2 ØST

Det er ikke kun på diget i Ulvshale, at udspillet vækker harme. Det gør det også rundt omkring på borgmestrekontorerne her i området.

Borgmestre med fælles kritik

I Vordingborg kommune blev særligt Præstø, Møn og sommerhusområdet Roneklint ramt.

- Jeg synes, at det er en lille smule mærkværdig timing, at man melder ud, at man vil give 1,1 milliarder kroner til kystsikring ved Vestkysten og så knapt 150-200 millioner til resten af Danmark, når man i Syd- og Sønderjylland, Falster, Møn og hele Østsjælland er hårdt ramt af vandmasserne i forbindelse med stormfloden, lyder det fra Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S).

Borgmester Mikael Smed mener, at staten også bør tage større del i kystsikringen af den østlige del af landet.
Borgmester Mikael Smed mener, at staten også bør tage større del i kystsikringen af den østlige del af landet. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Også i Rødvig på Stevns har ødelæggelserne været massive, og derfor mener borgmesteren også her, at der er behov for flere penge til den østlige del af landet.

- Jeg er helt sikker på at Vestkysten har et behov, men det har vi altså også på Østkysten. I det lys synes jeg, at man har set bort fra de skader, der er sket nu her i weekenden og den opgave, der står foran os, siger Stevns borgmester Henning Urban Dam (S) til TV 2.

- Det er en kæmpe opgave, og vi har brug fra hjælp fra staten, tilføjer han.

Faxe Ladeplads og Feddet Strand var nogle af de områder i Faxe kommune, der blev ramt under stormfloden.
Faxe Ladeplads og Feddet Strand var nogle af de områder i Faxe kommune, der blev ramt under stormfloden. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

I Faxe kommune kommer man afgjort til at søge en del af puljen til kystsikring på 150 millioner, siger borgmester Ole Vive (V) til TV 2. Han er sikker på, at det ikke kun er tilfældet i Faxe, og derfor er der brug for en større pulje:

- Der er helt afgjort behov for mere, især henvendt til de østlige kyster. Det er weekendens hændelse verdens bedste bevis på.

Diget stod fint

Formanden for digelaget på Ulvshale stod natten mellem fredag og lørdag selv i frontlinjen på digerne omkring sommerhusområdet på Møn. 

Ulvshale Strand på Møn - før stormen for alvor tog fat.
Ulvshale Strand på Møn - før stormen for alvor tog fat. Foto: Dorte Lund-Nielsen

Herfra blev mere end 100 mennesker evakueret, da uvejret næsten kom igennem digerne, og det store sommerhusområde dermed var truet af oversvømmelse.

- Vores dige er 2,6 kilometer langt, og det vil koste 30 millioner kroner at udbedre. Og vi er bare et lille område, der var påvirket af stormen. De 150 millioner kroner kan hurtigt være væk, siger han.

Læs også
Lollands forsvar mod stormflod var centimeter fra kollaps
Læs også
Lollands forsvar mod stormflod var centimeter fra kollaps

Da COWI gennemgik diget for tre måneder siden, var der kun ét kritikpunkt. Det var, at der manglede nogle bølgebrydere i havet foran diget.

- Det skulle lige have den sidste afpudsning, og det arbejdede vi med. Men nu skal diget jo helt reetableres, siger Peter Klagenberg, der er seniorspecialist hos COWI.

I dag er kun den bagerste del af diget tilbage ved Ulvshale.

Genopbygning haster

Peter Klagenberg mener, at det bliver en stor opgave at bygge diget op igen.

- Vi skal have bygget diget ordentligt op igen. Både kystmæssigt og konstruktionsmæssigt. Det skal være en lang forstrand, som vi forstærker med indpumpet sand. Men det kan ikke holde sig uden en bølgebryderrække, siger Peter Klagenberg, mens han med fagter udpeger de forskellige områder, hvor der skal arbejdes i det kommende projekt.

Peter Klagenberg er seniorspecialist hos COWI, og mener, at der forestår en stor genopbygning af diget ved Ulvshale
Peter Klagenberg er seniorspecialist hos COWI, og mener, at der forestår en stor genopbygning af diget ved Ulvshale Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Og det haster med at komme i gang, siger han.

- Problemet er, at vi står i starten af stormsæsonen 2023-2024. Nu forventer vi, at der kommer tre måneder med potentielle skader fra storme fra nu og til februar måned. Grundejerne her har ingen beskyttelse, som det er nu. Udfordringen er, hvad vi stiller op, siger han.

Læs også
Stormflod kan gøre din forsikring dyrere
Læs også
Stormflod kan gøre din forsikring dyrere

Han peger på, at der er brug for en struktureret og ensartet plan for kyststrækningen.

- Jeg er ikke politiker, men havde håbet at vi som rådgivere sammen med Kystdirektoratet og Staten kunne gå sammen og sige, at kystproblemet var noget, som vi løser. Men indtil videre lukker vi øjnene for det, og siger, at det er borgerne selv, der skal stå med det. Det nytter bare ikke, når skaderne er så omfattende, som de er her, siger han.

Ikke noget urimeligt krav

Formanden for Ulvshale Fællesskov Digelag, Ege Lau Frandsen, er også opgivende over meldingen.

- Vi har oplevet en frygtelig katastrofe på Ulvshale. Vores dige er bombet sønder og sammen, og er mange steder totalt kollapset. Derfor har vi brug for hjælp. Både puljer, som vi kan søge - men også hjælp, der kan sikre, at penge fra puljerne udbetales hurtigt, siger han.

De ikoniske fiskerhuse på Rødvig havn blev revet i vandet, og store dele af havnen er totalskadet.
De ikoniske fiskerhuse på Rødvig havn blev revet i vandet, og store dele af havnen er totalskadet. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir, TV2 ØST

Han håber samtidig også, at den aktuelle storm kan få regeringen til at åbne øjnene for situationens alvorlighed.

- Jeg kan sagtens forstå, at man gerne vil sikre den jyske vestkyst. Men prøv lige at se, hvad en østlig storm gjorde ved os. Jeg synes ikke, at vi stiller store eller urimelige krav, siger han.

Læs også
Lille havn ødelagt af stormflod
Læs også
Lille havn ødelagt af stormflod


En pointe som Vordingborgs borgmester er enig i.

- Jeg skal ikke underkende at der er behov for 1,1 milliarder kroner ved Vestkysten, jeg tænker bare, at man er nødt til at kigge på den nye situation, der er opstået. Om ikke staten også skal tage en større del af kystsikringen i resten af Danmark, lyder det fra Mikael Smed.


Nyhedsoverblik