Amerikansk virksomhed rykker hovedsædet til Danmark

Det amerikanske vandrensningsfirma Piper Environmental Group, Inc. Flytter hovedkvarter og produktion til Præstø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

40 nye arbejdspladser, og en virksomhed med stor ekspertise når det kommer til at rense drikkevand for forurening. Det er det amerikanske firma Piper Environmental Group, Inc., som flytter til Allerslev  ved Præstø.

De vil i samarbejde med Region Sjælland finde nye og billigere metoder til oprensning af forurenet grundvand. Samlet forventes Pipers investering at skabe ca. 40 nye job i Vordingborg Kommune, oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Og der er en god grund til, at selskabet valgte at slå sig ned i Danmark.

- Danmark er førende i Europa inden for vandrensning og en ledende eksportør af vandteknologi. Derfor var det en let beslutning at flytte til Danmark og etablere os i Præstø, udtaler Jane Piper, direktør i Piper Environmental Group ApS.

- Jeg ser frem til at kunne skrive ”Made in Denmark” på vores produkter og kunne bruge vores nye base i Danmark til at udvide vores aktiviteter i Europa og resten af verden. Jeg er meget taknemmelig for samarbejdet med Region Sjælland og den støtte og rådgivning om etablering i Danmark, som vi har modtaget fra Invest in Denmark og Copenhagen Capacity. De har vist vejen og gjort processen smidigere, end vi havde forudset, fortsætter Jane Piper.

Glæde i Udenrigsministeriet og Region Sjælland

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser frem til at byde Piper Environmental Group, Inc. velkommen i Danmark:

- Det glæder mig, at Piper Environmental Group, Inc. har besluttet at etablere sig i Præstø, hvorfra de fremover fortsat vil arbejde for at sikre adgangen til rent drikkevand for klodens befolkning. Tilstedeværelsen af Piper Environmental Group, Inc. vil ikke kun styrke klyngen af danske virksomheder på vandteknologiområdet, men også skabe et betydeligt antal nye jobs i Vordingborg kommune.

Samarbejdet mellem Piper Environmental Group, Inc. og Region Sjælland er gået hurtigt. Allerede nu har man fundet nye løsninger og metoder til at rense grundvandet, og Piper Environmental Group ApS. har på testgrunden etableret et vandrensningsanlæg, hvor ozon nu anvendes til at rense det pesticidforurenede grundvand.

40 nye arbejdspladser

Samlet forventes investeringen af Piper Environmental Group, Inc. at medføre omkring 40 nye job i Vordingborg Kommune inden for de næste tre år i forbindelse med etableringen af hovedkontoret og et joint venture mellem Piper Environmental Group, Inc. og Vandteknik ApS.

Piper Environmental Group, Inc. planlægger at producere ozonsystemer i Region Sjælland og herfra eksportere til markeder i Europa, Asien og USA, hvor der er en stor efterspørgsel efter veldokumenterede, bæredygtige og effektive løsninger. Ansøgning om patentrettigheder er allerede igangsat i Danmark.


Nyhedsoverblik