62-årig faldet 6 meter ned gennem tag

En 62-årig man er fredag morgen kommet alvorligt til skade efter at være faldet 6 meter ned gennem et tag på en lade i Stege.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fredag morgen er der sket en alvorlig ulykke på Basnæsvej i Stege. Klokken 8 faldt en 62-årig mand ned gennem taget på en lade og landede på betongulvet.

- Han er faldet 6 meter ned og er kommet slemt til skade. Han har fået en del brud - blandt andet på en arm, og så er der muligvis også nogle indre kvæstelser, siger Kenneth Pedersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 62-årige er blevet fløjet til Køge Sygehus med helikopter. Han ejer landejendommen, hvor ulykken er sket og var ved atskifte tagplader, da han faldt de 6 meter ned.

Faldt 5 meter ned

I går torsdag var en 35-årig mand fra Herlufmagle ude for en lignende ulykke. Klokken 16 kørte politiet til Knagstrup Mark, hvor der var kommet anmeldelse om, at han var faldet 5 meter ned gennem taget på en lade.

Den 35-årige havde været i færd med at udføre tagarbejde, da ulykken skete. Han blev bragt til Rigshospitalet med lægehelikopter, og politiet kan ikke komme med oplysninger om hans tilstand. Sagen er overdraget til Arbejdstilsynet.