35 gange op og ned ad Møns Klint: - Lidt udfordringer skal man jo have

Mange har i år måttet finde et alternativ til ferien i udlandet. Det gælder også for Lars Larsen, som har gennemført en alternativ bjergvandring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Planen var egentlig en rejse til Dolomitterne. Men lukkede grænser og risikoen for coronasmitte fik Lars Larsen fra Slagelse på andre tanker, da den aktive sommerferie med planer om bjergvandring stod for døren.

quote Jeg kan mærke det i baglåret, som om en hest har sparket mig

Lars Larsen, bjergvandrer på Møns Klint, Slagelse

- Jeg kunne ikke komme til Italien, så jeg måtte finde på noget andet, fortæller Lars Larsen fra trappen på Møns Klint, der i år gør det ud for en erstatning til en berømte, italienske bjergkæde.

- Og så blev det til 35 gange op og ned.

De 497 trin ned ad Møns Klint kan tage pusten fra de fleste, men Lars Larsen er i fin form, da TV2 ØST møder ham efter trappemaratonet, der blev startet mandag aften.

Efter 35 ture er lårene ømme - men ellers er formen i top, fortæller Lars Larsen.
Efter 35 ture er lårene ømme - men ellers er formen i top, fortæller Lars Larsen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Lidt udfordringer skal man jo have, selv om det er sommerferie, lyder det efter 13 timer og 4 minutter på trapperne.

- Jeg kan mærke det i baglåret, som om en hest har sparket mig. Men det er det hele.

Godt humør og stædighed

Turen blev gennemført om natten – og det skulle vise sig at være klogt.

- Det var rigtig ledt i sidste runde, siger Lars Larsen, om den sidste tur, hvor solen var stået op.

Lars Larsen viser regnskabet for turen på Møns Klint frem. - Det var rigtig ledt i sidste runde, siger han.
Lars Larsen viser regnskabet for turen på Møns Klint frem. - Det var rigtig ledt i sidste runde, siger han. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

De 35 ture op og ned ad Møns Klint svarer næsten til en tur op og ned ad Vesteuropas højeste bjerg, Mont Blanc. I alt er det blevet til 34.790 trappetrin.

Som opvarmning til turen på Møns Klint gik Lars Larsen seks kilometer fra Magleby. Det var ikke helt planen, men sidste bus ud til Møns Klint var kørt, så der var ikke andet at gøre, fortæller han.

Den 61-årge slagelseaner, som til dagligt er lærer på en ungdomsskole, havde forberedt sig på turen med rigelig proviant og en god portion stædighed.

- Og tag det med det gode humør. Og alle de glade mennesker der fulgte med i starten, lyder opskriften videre på den succesfulde vandring.

Da månen stod højt på himlen, havde Lars Larsen Møns Klint for sig selv, men fraværet af sol og varme, gjorde også turen mere udholdelig.
Da månen stod højt på himlen, havde Lars Larsen Møns Klint for sig selv, men fraværet af sol og varme, gjorde også turen mere udholdelig. Foto: Privat

Nyhedsoverblik