20-årig mand varetægtsfængslet - sigtet for at kvæle kvinde i Vordingborg

En 20-årig mand er ved Retten i Næstved blevet sigtet for drab på en 39-årig kvinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 39-årig kvinde blev lørdag fundet død i et buskads på Oringe i Vordingborg.

Under grundlovsforhøret, der begyndte søndag klokken 12 ved Retten i Næstved, kom det frem, at en 20-årig mand er sigtet for at have kvalt kvinden på et ukendt sted.

Anklager Charlotte Skovmand bekræfter overfor TV2 ØST, at begge personer har tilknytning til psykiatrien i Oringe.

Den 20-årige var i retten iført en mørkeblå DNA-dragt, og havde flere mindre skrammer i ansigtet og havde tilbagestrøget, blond hår. Den sigtede sad roligt og opmærksom på stolen i retslokalet, da sigtelsen blev læst op. I retten var der både civile og uniformerede politibetjente.

Manden er sigtet for manddrab, straffelovens paragraf 237, men nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden begærede lukkede døre, fordi der er flere vidner i sagen, hvoraf flere af dem er psykisk syge, og fordi politiet mener, at der muligvis er en eller flere gerningsmænd.

Den 20-årige er ved grundlovsforhøret blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger.

TV2 ØST var til stede i retten i Næstved til søndagens grundlovsforhør. I videoen herunder kan du høre, hvordan den sigtede reagerede:

Anholdt efter en halv time

Politiet modtog lørdag klokken 13.19 anmeldelsen om, at en 39-årig kvinde var fundet død i Vordingborg. Kort tid efter, klokken 13.51, blev manden anholdt af politiet.

I en pressemeddelelse oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at den sigtede og den dræbte har en relation til hinanden. Præcis hvad relationen er, vil de dog ikke oplyse.

Læs også
Kvinde fundet død i buskads i Vordingborg - 20-årig mand sigtet for drab
Læs også
Kvinde fundet død i buskads i Vordingborg - 20-årig mand sigtet for drab

- Vi kan ikke sige mere endnu. Vi er fortsat i gang med undersøgelser, hvorfor vi er nødt til at henholde os til udsendte pressemeddelelse, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søndag morgen til TV2 ØST.

Af pressemeddelelsen, der blev udsendt sent lørdag aften, fremgår det, at kvinden blev fundet død i et buskads på Oringe i Vordingborg. 

Søren Ravn-Nielsen bekræfter dog, at politiet efter anmeldelsen har arbejdet på stedet ved Oringe både eftermiddagen og aftenen igennem lørdag efter fundet af den 39-årige kvinde:

- Vi har været derude – og vi har lavet en del undersøgelser for at klarlægge forløbet – i går aftes, siger Søren Ravn-Nielsen.

Opdatering:
Artiklen er opdateret klokken 13.58 med, at den 20-årige mand er varetægtsfængslet samt at begge personer har tilknytning til psykiatrien Oringe.

Nyhedsoverblik